Patrick Bay Damsted

Ironiens endeligt Den distancerede humor blev bandlyst, fordi den ramte for nært. Kan det være meget mere ironisk? Er der en sang, der glimrende beskriver 90'erne, så er det canadiske Alanis Morissettes sang "Ironic". Særligt teksten er en samlende kulturel tidsmarkør, men også musikkens skift mellem det stille, akustiske, inderlige og det skrigende grunge sætter en pæl i de to yderkanter af den populære musik i det årti. Følelsen af ensomheden i øjeblikket, hvor regnen siler ned til det bryllup, man har sparet sammen til – økonomisk og følelsesmæssigt – gennem flere år. Det er en freebee efter du har betalt. Det er det gode råd, du overhører, som kunne have reddet dagen. Det er essensen af halvfemsernes nøglebørn. Vi havde et hjem, men vi hørte ikke hjemme. Alanis Morissette begyndte at spille klaver som 6-årig, begyndte at danse som 7-årig, havde komponeret sin første sang som 10-årig og ramte de canadiske hitlister som 14-årig i 1991 med sangen "Feel Your Love" fra albummet Alanis. Det vandt hende en pris som den mest lovende unge canadiske kunstner det år, og albummet solgte 100.000 eksemplarer, hvilket blev betragtet som en succes for en ung debutant. Hun kunne ganske simpelt synge røven ud af dansebukserne, og det gjorde hun. Hun fik hurtigt tilnavnet "den canadiske Debbie Gibson" efter datidens mest populære amerikanske ungdomsstjerne, men var nærmere den canadiske Janet Jackson, for genren – en poppet udgave af New Jack Swingbeat – var lige knap Debbie Gibsons stil. Året efter kom det næste album, og det solgte 50.000 eksemplarer, på trods af at det fulgte det første tæt, både i genre og kvalitetsmæssigt. Og så var den pladekontrakt løbet ud, og den blev ikke forlænget. Det var, som om hendes tid som lovende ung kunstner brændte ud, før den for alvor fik vinger. Kunne det være meget mere 90'er? "90'erne kommer efter det 20. århundrede, men inden det 21. århundrede," fortalte sociologen Henrik Dahl til Information i 2008 – før han stillede op som politiker og derfor – ironisk nok – ikke længere kunne citeres som fagmand. Det, han mente, var, at i det årti, der gik mellem, at Muren falder i 1989, og World Trade Center falder i 2001, har den vestlige verden ikke en fælles fjende, og derfor antager vi, at den evige krig er slut, og freden nu er for evigt. I samme artikel citeres samfundsforsker ved Aalborg Universitet, Johannes Andersen, for at sige: "Efter det hele havde været så alvorligt og selvhøjtideligt i 70'erne og 80'erne, bliver alt pludselig ligegyldigt. I stedet begynder man at lege med alle de alvorlige elementer, vi før var bange for – og så ender vi i ironien". Gennem 90'erne bruger vi ironien som et reality check på, at vi godt ved, det kan ende galt eller se forkert ud, men nu prøver vi. Igen. Ironien bliver en slags kode, hvor vi fortæller os selv og hinanden, at vi også ser os selv udefra. Særligt selvironien bliver bidende og er stadig en fastbrændt del af dansk humor i dag. Chandler Bings sarkastiske version bliver et pejlemærke. Talemåden, som skuespilleren Matthew Perry trækker med fra sin opvækst i Canada, danner præcedens for, hvordan vi kan leve gennem trælse situationer og mange skuffelser ved at vise, at de ikke vinder over vores sidste kort: sarkasmen. Ligesom det giver os en måde at sige sandheden på, uden at det helt er for alvor. Sarkasmen er sidste stop, inden det slet ikke er sjovt længere. Klassikeren er rygeren, der bliver mødt med kommentaren: "Nå, jeg kan se, du passer på dine lunger ved at filtrere luften!". En helt særlig form for omsorgsfuld kynisme, der aer folk på kinden med en flad. Matthew Perry blev berømt for netop det at kunne konstatere sandheden, men på en måde, hvor alle kunne holde til den, fordi de kunne grine af den og sig selv. Formen finessede han gennem sin barndom og ungdom sammen med sine nærmeste venner, brødrene Chris og Brian Murray. I sæson 6 af serien Friends måtte skuespilleren bede forfatterne om ikke længere at bruge den særlige sætningskonstruktion, som havde gjort ham berømt, for ellers ville han eksplodere. Han blev stille slået ihjel af den ting, der havde gjort ham større end livet. Kan det blive meget mere ironisk? Nu er det ikke sjovt længere. Den 27. marts 2023 slukkede TV 2 for signalet fra Zulu. Årsagen var, at man skulle have fat i nogle yngre seere. Oprindeligt bygget på den ironiske distance, der opstod hos generationen, der var vokset op med et knivskarpt røntgenblik for fjernsynets virkemidler og ingen medfødt respekt for noget medie. Med tiden blev ironien gammeldags og erstattet af metaironien, hvor man ikke kan gennemskue, om det, man ser, er ironisk eller opriktigt. Meget passende blev den næste ungdomskanal navngivet Echo. For vi ved aldrig, om det, vi modtager, kommer fra det sande udgangspunkt eller er en flimrende refleksion. Den ironiske generation havde en fortegnet, hoppende Zulukriger som et stærkt upassende samlingspunkt. I dag deler GenX stadig ironiske vitser – og undskylder det hele med sætningen: "Ja, det må man vel heller ikke sige længere". Og det må man oftest ikke. I hvert fald ikke på den måde. Tidens talemåder har skiftet karakter, så man ikke kan hænges op på det, man siger, fordi man måske slet ikke sagde det. Hvis man vil sige noget højt, skal man slet ikke sige det. Det er kunsten i metaironien. Den 6. juli 1995 kom Alanis Morissette tilbage fra overdrevet. Nu i en version, der ikke var årets ungdommelige håb, men ungdommens håb. Hun sparkede døren ind med "You Oughta Know", der er blevet en breakup-klassiker, med sin særlige blanding af vild vantro og skærende vrede. Morissette spidder situationen, eksen og deres fælles undergang på den mest genkendelige facon. Spejler sin elendighed og forudsiger, at det bliver deres med tiden. Alanis har droppet karrieren som lokal, dansabel canadisk hitlistehelt og bliver international rock 'n' roller. Inden længe kommer singlen "Ironic", der for alvor bliver hendes signatursang. Med datidens klassiske distance elsker hendes fans sangen, samtidig med at de skiller den ad og udstiller det faktum, at de situationer, hun bruger i sangen, slet ikke er ironiske. De er uheldige, ærgerlige, krænkende/kreperlige – men ikke ironiske. Standuppere griber muligheden og laver grin med hendes sang. Hun bliver udsat for den skarpe ende af tv-shows og generelt til grin på internettet. Først skammer hun sig over at have taget fejl. Men med tiden ser hun det udefra og siger: "Er det ikke ironisk, at netop den sang slet ikke indeholder ironi?". Og ja, det er det. Men på sin vis er det ligegyldigt, for sangen indeholder den vrede og vildskab, der skal til for at overleve en usikker tid. Den fuckfinger, man har brug for at kaste i fjæset på sin egen livsangst for at komme videre fra den store samfundslammelse, som 90'er-børnene voksede op i. Den er det perfekte soundtrack til en tid, der ikke lader sig begribe uden at gribe til foragt for systemet, selvet og situationen. Ironien blev min generations punk, som lød sjov på overfladen, men skar lige så dybt og hårdt til benet, som protestsange og punk havde gjort for tidligere generationer. Og at vores fælles hymne var navngivet efter det, som den notorisk mangler, er jo lige præcis som det skal være. Kan det blive meget mere ironisk?