Af Patrick Bay Damsted • 2025-12-03
På den lille scene i en dampende og vinterfugtig Ingolfs Kaffebar på Amager står Klaus Handsome med sin guitar, der bliver løbende og nidkært stemt gennem aftenen. Ingolfs er udsolgt og lidt til. Ikke en er her tilfældigt. Klaus Handsome giver en sjælden koncert på absolut hjemmebane, som han har et par stykker af.
Handsome insisterer på at være sig selv. Fortæller sin historie, som ikke altid er den letteste at formidle - men som man aldrig tvivler et sekund på.
Det evigt genbesøgte ufo-møde over barndomshjemmet i Skanderborg, hvor hele familien havde ryggen til - bortset fra Klaus. Turen til Mexico i 1986 for at dække verdensmesterskabet i fodbold, som ukrediteret teenagejournalist for BT. Stig Møllers mentorskab, der både giver lys og kaster skygger. Efternavnet, der bliver givet til ham af en canadisk elskerinde i Egypten, der ikke kan udtale Hansen.
Klaus Handsome er fyldt med modsætninger, men samtidig så ligetil, at man kunne tro det var løgn. Men det er det ikke. Sådan føles det i hvert fald ikke.
Klaus Handsome er en musikernes musiker. Særligt Skanderborgs stolte søn Peter Sommer finder et slægtsskab med Handsome, som er blevet udfoldet igen og igen. Blandt andet i sangen Tigger, som er dedikeret direkte til Klaus Handsome. Som Peter Sommer har skrevet: "Jeg benytter enhver mulig lejlighed for at omtale ham, hylde ham og besynge ham".
Sådan en aften på Ingolfs er det hel ren kærlighed og 8660. Kvinderne er vilde og mændene forgabte. I sit skarpe jakkesæt og nervøse skarphed indtager Handsome al luft i lokalet og synger det ud til os igen. De yngste i publikum er iklædt t-shirts med det slogan, som er hentet ud af hans seneste album og er blevet et vink mellem mennesker, der er på indersiden af Handsomes hemmelige følgerskab. Det er Fucking Crazy Times.

I et virvar af numerologi, konspirationsteorier, lyst og svær kærlighed, fortæller Klaus Handsomes sange om det der ikke går op, men som han går op i. Det er ikke ligetil og kræver et helt liv - og en stærk karakter. Og det er han.
Klaus begyndte at spille guitar da han var 19. Efter at have været Stig Møllers manager i årevis. Han betragter sin utrænede stemme som en fordel - og det er den. Det faktum, at han debuterede med sangen Big Buddha, som en direkte hyldest til Stig Møller, er ikke spildt på nogen. Men måske endnu mindre, at sangen udkom på Peter Sommers pladeselskab 2. lyd.

Og hvis du vil opleve Klaus Handsome, så havde jeg den meget store glæde, at tale med ham i studiet om hans liv, musikken og ikke mindst, magien i hans liv og verden. Han holder sig ikke tilbage og holder ikke vejret. Her er alle mellemregninger og den totale saldo.
Interviewet var i to afsnit, som du finder herunder.
De to ovenstående interviews med Klaus Handsome har jeg produceret til FynTV, hvor de også oprindeligt blev udsendt.