Af Patrick Bay Damsted • 2025-11-25
Jeg har dykket dybt ned i prepping, så du ikke behøver. Prepping er den funky måde at sige preparation, altså forberedelse på. Og der er jo ikke noget galt i at forberede sig. De fleste af os er enige om, at forberedelse er godt. Vi skal kunne klare os selv i tre dage. Uden strøm, uden vand, uden varme, uden hjælp. De fleste af os har også set den her folder, som kommer fra Styrelsen for Samfundssikkerhed. Og i den burde alle svarene være. Men hvis du har det ligesom mig, så er du en smule usikker og nysgerrig, når du er færdig med folderen. Derfor gik jeg i gang med at undersøge prepping og hvordan man gør det bedst. Og undervejs der har jeg lært tre ting: Man skal tænke vi, ikke jeg. Man skal klart sætte målet for, hvad man gør sig klar til, hvor længe og hvor meget. Og så er det vigtigt at have nok – nok til, at man også kan bytte.
Når det kommer til det her med at finde ud af, hvad det er, vi forbereder til. Hvad er det, vi forbereder os på? Ja, så er det i min optik ikke så super sandsynligt, at vi ender i det her svære scenarie, hvor der er utryghed. Tværtimod så tror jeg, det kommer til at handle meget om samarbejde. Og så handler det om at komme igennem nogle relativt få dage, som måske kan trække lidt ud. Og det er de dage, som vi skal gøre klar til. Det er de dage, vi skal kunne klare os selv.
Styrelsen for Samfundssikkerhed har tegnet et såkaldt risikobillede i 2025. Og det er ikke småting, som vi kan komme ud for. Der kan være via internettet, energiområdet, maritime ting og ting med transport, udfordringer omkring vand og fødevarer, dyr, sygdomme, hedebølger, tørke, oversvømmelser fra havet, regn, storme og orkaner, uventede ting og ting i rummet.
Tak. Så er vi informeret, men vi er måske også en smule på mærkerne. Preppere fremstod som nogle meget mærkværdige mennesker, indtil jeg selv skulle forberede mig for første gang. Og det var nærmest en form for prepping light. Det var i forbindelse med de første dage i 2020. Og jeg tror, jeg gjorde som de fleste andre. Jeg gik ud og købte nogle af de ting, som jeg tænkte, det var rart at have stående på hylderne. Så jeg endte med et lille lager af toiletpapir og dåsetun. Men i virkeligheden ikke noget, der var særlig gennemtænkt. Sandheden er, at jeg ikke har nogen som helst idé om, hvordan man prepper. De sidste mange år, ja, faktisk hele mit voksenliv, der har jeg brugt supermarkedet som viktualierum. Jeg har handlet hver evig eneste dag. Alt, hvad jeg behøver, ligger i supermarkedet. Nu er situationen ganske anderledes. Nu skal det ligge derhjemme og være til års, indtil det er nødvendigt. Og det er jeg lige så dårlig til, som min allerførste bølge tydeligt viser. For som jeg opdagede, da jeg begyndte at researche til den her video, så var alt det, jeg havde gemt, og alt det, jeg havde preppet, løbet ud på dato.
En uventet bonus ved at begynde at researche forberedelse, det er, at man bliver aftvunget svaret på, hvad har du egentlig brug for? Og sandheden er jo, at vi faktisk ikke har brug for så frygtelig meget, som vi har vænnet os til. Og på den måde er det måske meget sundt at få kigget ind i, hvad vi egentlig forventer, kontra hvad vi egentlig har brug for.
Det, vi hver især skal, det er, vi skal sørge for, at vi har drikkevand: tre liter per person per døgn. Vi skal have mad til tre døgn, som kan klare sig uden køleskab og fryser. Og hvis vi har valgt noget mad, der skal tilberedes, så skal vi også kunne varme det op. Vi skal sørge for at have medicin og førstehjælp klar til os selv og dem, som er i husstanden. Vi skal kunne klare vores egen hygiejne. Vi skal kunne holde varmen. Og så skal vi kunne holde os informeret. Og med det mindset gik jeg i gang med at researche. Og hvis jeg startede med at være en lille smule urolig, så endte jeg noget mere nysgerrig.
Mange mennesker lever i samfund i verden, hvor de stoler mindre på myndighederne, end vi gør. Og bevares, det er op til den enkelte, også den enkelte dansker, hvor meget man vil stole på myndighederne. Men måske har vi den luksus, at vi kan lægge baren lidt højere. Så skal man også huske, at der er mange penge i prepping. Lige fra Bilka til Nemlig.com over YouTube-preppere, så er der mange, der ser en mulighed for at tjene en masse penge på, at du prepper.
Og så er det helt logiske: Glem de store filmhistorier. Hvis vi vil klare os igennem, så er det ikke alle mod alle. Så er det alle os mod det fælles problem. Derfor var den første lære faktisk også, at man skal tænke det her prepping, ikke som et jeg – hvad kan jeg gøre, hvordan kan jeg overleve? For det er næsten umuligt at klare sig på egen hånd særlig længe. Men i stedet for at tænke det som et vi: Hvis nu vi allerede i dag går sammen i små grupper eller større grupper og aftaler, hvem der gør hvad, hvem der har hvad, og hvem der har ansvaret for hvad, jamen så er der faktisk en rigtig stor chance for, at den dag vi har brug for det, ja, så virker det her fællesskab.
Men hvordan tænker man så prepping i fællesskaber? Jo, for det første tænker man fremad. Man tænker fremad på den måde, at man får skabt sit netværk, inden man har brug for det. Man får skabt et netværk, som fysisk er tæt på hinanden, sådan at man, når man endelig har brug for det, ikke har afstanden som et væsentligt problem. Men derudover så er det bare at finde nogen, som man deler det samme mål med, den samme grad af prepping, hvis man kan sige det sådan, og den samme forståelse af, hvordan man hjælper hinanden. Men det, man selvfølgelig ikke kan deles om, det er det, som den enkelte selv har behov for helt individuelt i løbet af den tid, krisen varer.
Og her er det så, at det overordnede råd er at sætte et mål. Personligt har jeg valgt at lytte til myndighederne og sat mit mål til at kunne klare mig selv og min familie i tre dage. Jeg tænker, den første dag der spiser man alt, hvad der er i køleskabet. Den anden dag der kan det være, man dykker ned i fryseren, hvis man har mulighed for at varme ting op. Og efter det ferske og det frosne så tager vi hul på lageret. Og lageret, det består af tørvarer og konserverede varer, som kan holde sig lang tid. Og så er der en lille ekstra ting, nemlig at jeg har købt lidt forskelligt, hvordan jeg selv kan præservere ting hen ad vejen. Lidt eddike og lidt Atamon – det kommer man langt med.
Det her, det er dybest set bare skills, som vi på en eller anden måde har lagt fra os igen. Ting, vi har aflært os. Noget, som vi har kunnet på et tidspunkt, men som vi ikke kan længere. På en eller anden måde skammer jeg mig en lille smule over, at de skills, som der har været givet fra generation til generation i menneskeheden igennem mange tusind år, er forsvundet. Jeg kan ikke klare mig selv uden kølekæden, og det er jo lidt pinligt. For alt efter sæson, jamen så er der jo faktisk masser af mad omkring os i naturen. Lige rundt om os er den frit tilgængelig. Lige nu ved jeg ikke, hvad der i den her skov slår mig ihjel, og hvad der giver mig energi. Og det samme gælder egentlig i stort træk det hav, som ligger lige herude bag mig. Men det er jo kæmpestore ressourcer, som jeg ikke har adgang til, fordi jeg simpelthen mangler erfaring og viden.
Og mens jeg kan sende mange kærlige tanker til mine oldeforældres viktualierum eller min farmor og farfars kartoffelkælder, så forstår jeg godt, at det ikke er det, der er gængs og muligt for de fleste af os i et moderne liv. Men vi kan jo for eksempel godt tænke på, at æg i mange andre lande end Danmark ikke findes i kølekæden. Og en af de ting, som sagtens har en fin holdbarhed uden for køling... Så måske kan man godt bruge den viden, som tidligere generationer fik på en husholdningsskole, nemlig at der kan stå kartofler i høkassen, som er pakket for efteråret på altanen. Der kan være æbler på stuebordet, som bliver løbende spist eller skiftet. Og der kan være 12 ekstra æg i køleskabet. Alle sammen er ting med en længere holdbarhed, der kan indgå i en form for løbende lager.
Og så kommer vi til den sidste store indsigt. Jeg synes ikke, du skal planlægge med at blive en gulasch-prepper, når vi alle sammen står med en fod i krisen. Men det er smart at have noget at bytte med. Når det monetære system bryder sammen af den ene eller anden årsag, så kan det godt være, det er smart at have 300 kr. i mønter og små sedler, men det er endnu bedre at have noget at bytte med. På den ene side kan man bytte med sine naboer eller sin vennegruppe eller de mennesker, man er gået i forbund med. Det, man har for meget af, kan måske byttes til noget, man mangler. Og for det andet så er bytteøkonomi jo den virkelige økonomi. Min personlige fornemmelse er, at hvis pengene pludselig ikke virker i et samfund, så er der en klar værdi i kaffe, sukker, salt, mel. Nu behøver alt jo ikke være en til en. Derfor er der jo også muligheden for, at du ikke bytter det væk, men giver det væk for at hjælpe andre i en svær situation.
Så hvad har vi lært i dag? Vi har lært, at prepping, jamen det handler om at skabe et netværk. Det handler om at skabe et fællesskab, så man ikke er alene i det, men sammen med andre. Selvfølgelig skal man levere det, man selv har ansvaret for, det er klart, men på den anden side, så får man så meget mere foræret. Inden vi fik den monetære økonomi, altså den med mønter og sedler, jamen der havde vi jo bytteøkonomien. Der var det bare naturligt, at hvert menneske inden for et specialiseret felt skabte noget overflod. Og det overflod kunne man så bytte med andre. Og så handler det selvfølgelig om at tænke, jamen hvad er det, jeg har mere af, end jeg har behov for på kort eller lang bane? Hvad er det, jeg kan bytte med, og hvad skal jeg skaffe?
Vi har også lært, at vi skal sætte en ramme for, hvad det er, vi prepper til. Det er rart at vide, hvad det er, man prepper til, for det gør også, at man kan preppe på en ordentlig måde og føle sig tryg og sikker i det, man har gjort. Og det er jo præcis det, prepping handler om. Det skal ikke handle om mistillid til det ene eller det andet eller en angst for noget. Det skal handle om at føle, at de laveste trin af Maslows behovspyramide er dækket, også i de situationer, hvor den ikke er dækket på den måde, vi er vant til. Prepping skal være, at vi har en ro i, at hvis der sker noget, som vi ikke har kontrol over, så har vi noget tid til at finde ud af, hvordan vi så kommer videre.
Noter:
Denne video er et godt eksempel på hvordan algoritmen kan undertrykke og fejlfortolke i frygt for at sprede misinformation. I denne video er der en del ord, som jeg ikke vil gengive her, som kommer direkte fra Styrelsen for Samfundsikkerhed.
Budskabet i videoen er, at vi skal tænke vi og forberede os sammen, så kommer vi bedre gennem udfordringerne, der kan dukke op. Læg mærke til hvordan jeg heller ikke her bruger de ord, som faktisk er de mest præcise og dem vi bruger i talesprog. Når jeg gør det så aktiverer jeg en helt særlig status for opslag og video, som bliver spredt væsentligt mindre, fordi algoritmen er vænnet til at være bange for at sprede information, som ikke er korrekt og faktabaseret.
Er det godt eller skidt? Det er en direkte konsekvens af den store reklamekrise på særligt YouTube for nogle år siden. Det er naturligvis også en direkte konsekvens af, at der bliver produceret og distribueret en væsentlig mængde information af dubiøs karakter. Resultatet bliver dog, at vi heller ikke kan få den redelige (for nu at skrive det om min egen video) og faktabaserede information om kritiske emner spredt.
Eftersom der er indskudt en algoritme på nærmest alle platforme du bruger, fra sociale medier over søgemaskiner til videoplatforme, så er en direkte følgeskade af forsøget på at styre udenom fake news and facts, at al information bliver undertrykt for dig. God som dårlig.
Derfor valgte YouTube ikke at sprede denne video, på trods af den har virkelig fine point på alle de vigtige konti. 9% af dem, der blev præsenteret for den klikkede. Dem der så, så 50% af den og alle likes var positive. Alle parametre rammer for en god spredning, men en ting er anderledes - nemlig at YouTube kategoriserer videoen i en kategori, platformen kalder “Potential sensitive terminology”. Derfor bliver den ikke spredt.
Prøv at se om du kan finde de ting, der får videoen i algoritmens fedtefad.