The overview effect
Når man ser jorden hænge frit i et mørkt, koldt, sort rum, som ikke understøtter menneskeliv, så forandres ens forståelse. Man ser, hvor skrøbelig den lille jord er og hvor ensom, den hænger i rummet.
13. oktober 2021 fik William Shatner en oplevelse, der stadig er de få forundt. Han rejste med Amazon-miliardæren Jeff Bezos raket Blue Origin ud til rummet. På den anden side af Kármánlinjen, der definerer hvor jordens atmosfære slutter og rummet begynder, fandt den amerikanske skuespiller dog ikke det han forventede.
Han beskriver oplevelsen i bogen Boldly Go: Reflections on a Life of Awe and Wonder: "Jeg så en kold, mørk, sort tomhed. Det var ulig noget sort, du kan se eller føle på Jorden. Det var dybt, omsluttende, altomfattende. Jeg vendte [mit ansigt] tilbage mod lyset fra vores hjem. Jeg kunne se jordens krumning, ørkenens beige, skyernes hvide og himlens blå. Det er livet... moder jord. Gaia. Og jeg forlod hende. Alt hvad jeg troede var forkert. Alt, hvad jeg havde forventet at se, var forkert".
Den amerikanske skuespiller og skribent havde oplevet et fænomen, som han deler med mange af de få, der har været i rummet. The Overview Effect.
Af de anslåede 117 milliarder mennesker, man mener har eksisteret, har de 110 milliarder, der kom før os, ikke haft nogen reel idé om, hvordan den jord de boede på så ud. De har kunne gisne og gætte, men først med raketterne og rumprogrammerne fik vi endelig muligheden, og selv da, var billeder af jorden ikke, en prioriteret opgave. Det var rummet, der skulle udforskes, ikke jorden.
Første gang vi ser lidt af jorden oppefra er på et billede fra 1935, hvor en bemandet ballon tog turen op til 22 kilometers højde, bl.a. for at tage billeder ud over USA. Første gang vi ser en bid af jorden fra rummet, er d. 24. oktober 1946, hvor det tyske V2 raketprogram er flyttet til USA, stadig under ledelse af Wernher von Braun.
Ved at fastgøre et filmkamera, der tog et billede, hver 1.5 sekund på 35 millimeter film, lykkes det at tage billeder i 104 kilometers højde over jorden, 4 kilometer over Kármánlinjen. V2 raketten bliver sendt op fra et missiltestaffyringsted i White Sands, løfter sig ud i rummet og smadrer derefter ned på jorden med næsten 550 kilometer i timen. Men en stålkassette klarer skærene og holder filmen i bedre stand end det totalt smadrede kamera.
En øjenvidneberetning fra den dengang 19-årige værnepligtige, Fred Rulli, der var del af den gruppe, der skulle lokalisere resterne af missil og kamera, lyder således: "Da vi fandt [stål]kassetten i god behold, blev videnskabsfolkene ekstatiske. De hoppede op og ned som børn. Da billederne senere blev projekteret op på en skærm tilbage på basen, gik de amok".
I juli 1948 gik man all in på projektet og sendte en V2 raket op, der tog en serie billeder, der tilsammen gav et panorama, der viste godt 10% af jordens runding. For første gang begyndte mennesket, at få et billede af den milde kæmpe vi alle bor på ryggen af.
Et nyt perspektiv
Til hverdag ser vi livet, som opdelt. Vi har lande, som har grænser, der adskiller og distancerer os. Vi har by og land. Tro, politik, styreformer og livsmål, som er vidt forskellige. Der er så meget, der definerer os mennesker, som forskellige. Men når man ændrer perspektivet, så ser man jorden, som et fælles hele, der huser alle mennesker og svarer alles behov.
Når man ser jorden hænge frit i et mørkt, koldt, sort rum, som ikke understøtter menneskeliv, så forandres ens forståelse. Man ser, hvor skrøbelig den lille jord er og hvor ensom, den hænger i rummet. Som det eneste venlige sted, vi kan få øje på. Som den moder jord, der føder og bærer os. Har omsorg for os.
12. april 1961 var der endelig en af os, der faktisk så dette. Han hed Yuri og kunne i en time se ned på jordkloden fra 170 kilometers højde i rummet i Vostok-1. "Mens jeg kredsede om jorden i rumskibet, så jeg hvor smuk vores planet er. Lad os bevare og styrke denne skønhed, ikke ødelægge den", skrev det første menneske i rummet, Yuri Gargarin, nogle år senere.
Som søn af meget fattige landbrugere var det næsten eventyrligt, at Gargarins rumtur endte på landet. Fordi man ikke havde udviklet en måde, at lande Vostok-1 under kontrollerede forhold, måtte han springe ud i 7 kilometers højde og lande på en mark i faldskærm, for at spørge en lokal – meget skræmt – bonde om at låne telefonen, så han kunne ringe til Moskva og bede om at blive hentet.
Yuri Gargarin landede forandret. Noget var sket med ham, da perspektivet havde ændret sig. Dengang var man bange for, at en kosmonaut ville få stærk højdeskræk eller måske en anden uønsket reaktion på den voldsomme tur. Så angst, at man havde låst rumskibets styring, sådan at Gargarin skulle smadre en rude og dermed skaffe sig en kode, der kunne låse styringen op, hvis noget gik galt undervejs.
Men intet gik galt. Ved synet af den lille planet i de dybsorte, kolde og uvenlige omgivelser fik Gagarin samme oplevelse, som utallige astronauter efter ham. F.eks. canadiske Chris Hadfield og amerikanske Scott Kelly, Edgar Mitchell og Sally Ride. Nemlig, at når man er i rummet, så er man ikke fra en nation, men fra jorden. Man er ikke russer eller amerikaner, man er menneske.
William Shatner beskriver det således: "Der er ingen begrænsninger eller grænser udover dem, som vi skaber i vores hoveder eller gennem vores adfærd. De idéer og systemer, der skiller os på overfladen, forsvinder når man ser fra et kredsløb eller fra månen. Resultatet er et skift i verdenssyn og i identiteten".
Efter at have været pilot på månelandingen af Apollo 14-missionen, arbejdede astronauten Edgar Mitchell ni timer på månens overflade. Som det sjette menneske satte han sine fodspor på et andet objekt i rummet end jorden. Alligevel var det turen retur, hvor han havde tid til at se ud af vinduet og se konstellationen af måne, sol og jord, der satte de største spor.
"Jeg havde fuldført min store opgave med at tage til månen og var på vej hjem og observerede himlen og jorden fra denne afstand. Da vi roterede, så jeg jorden, solen, månen og et 360 graders panorama af himlen". Edgar Mitchell havde en pludselig overvældende ekstatisk oplevelse og indsigt, der skulle forandre resten af hans liv.
"Du udvikler en øjeblikkelig global samvittighed. Et menneskefokus. En intens utilfredshed med verdens tilstand og en stærk trang til at gøre noget. På månen ser international politik småligt ud. Du får lyst til at tage en politiker ved nakken og trække ham 250.000 kilometer ud i rummet og sige: "Look at that, you son of a bitch"."
Året efter hjemkomsten stiftede Mitchell Institute of Noetic Sciences, hvis formål det er: At udvide kendskabet til sindets og bevidsthedens natur og potentialer og anvende denne viden til at forbedre menneskets velvære og livskvaliteten på planeten.
Det er normalt for de kosmonauter og astronauter, der er på den internationale rumstation, at bruge store dele af deres fritid på det, som de kalder earth gazing. At se på jorden. Særlig populært er det, at hænge i vinduet i Destiny Lab, der er det amerikanske laboratorium på ISS, som har glas af så høj kvalitet, at næsten alt lys der rammer, kommer uændret gennem glasset.
I dag beskriver NASA earth gazing på sin hjemmeside og fortæller om fænomenet The Overview Effect. Men oprindeligt var organisationen slet ikke interesseret i jorden. Da NASA blev stiftet i 1958 mente man, at astronauter ikke skulle tage såkaldte "turistbilleder" af jorden, når de var på mission.
Fokus var vendt bort fra jorden, at komme mod noget andet end det vi kommer fra. John Glenn, den første amerikaner, der skulle i kredsløb om jorden, købte et USD 40,- kamera i en lokal butik og fik NASAs teknikere til at modificere kameraet, så det kunne betjenes med rumdragt på. Han havde NASAs Hasselblad med, men med det private kamera, bestemte han selv, hvad han tog billeder af.
Da Lunar Orbiter 1 skulle i kredsløb om månen i 1966 havde NASA, langt om længe og lidt modstræbende, fået en ansvarlig for fotografi, nemlig Richard Underwood. Han håbede at bare et af de 211 billeder, som rumfartøjet kunne tage på missionen, ville blive af jorden.
Det var der dog ikke synderlig interesse i. Det var spild af film og havde ikke en videnskabelig værdi, at tage et billede af jorden, var den generelle holdning. Diskussionen var stadig ikke afsluttet da Lunar Orbiter 1 nåede sit kredsløb om månen. Først da en vicedirektør fra Boeing slog i bordet og sagde: "Til helvede med det. Det er public service. Måske bliver det fantastisk", fik Richard Underwood sit ene billede af jordkloden.
Med tiden har udforskningen af rummet vendt sig langt mere mod jorden. Frank White, der i dag kalder sig rumfilosof, arbejdede sammen med professor og opfinder Gerard O'Neill på Princeton University. Sidstnævnte havde en plan for at lave kolonier i rummet, hvor mennesker kunne leve interessante liv i perfekte omgivelser. Uden forurening og med fokus på det gode liv.
En dag fløj Frank White på tværs af USA og sad og kiggede ud af vinduet, ned på jorden under ham. White forestillede sig, at bo i en af O´Neills kolonier og at han der ville have jorden, som en del af udsigten fra vinduet. "Jeg forestillede mig, at se jorden på afstand. Og at jeg ville se den, som en samlet helhed. Der er ingen grænser. Vi lever på overfladen og der er det svært, både filosofisk og mentalt, at forstå. Men begrebet The overview Effect, kom til mig. Og så begyndte jeg at tale med astronauter".
Samtalerne afslørede at The Overview Effect var en oplevelse, som gik igen blandt mange, der havde været i rummet. I 1987 udgav Frank White en bog, der rummede essensen af disse samtaler. At når man ser jorden fra rummet er det en lille og skrøbelig planet, der er hjem for os mennesker, midt i et mørkt, koldt og tomt rum.
Den danske astronaut Andreas Mogensen har beskrevet oplevelsen, som en kognitivt skift i bevidsthed, der tvinger den enkelte til at se forbi menneskelige forskelle og se behovet for enhed mellem alt, der lever på jorden.
Jorden er perfekt placeret i forhold til solen, til at være det perfekte hjem for alt, der lever på jorden. Alt går op i en højere enhed, for at kunne passe på os. Men den storhed og kraft, som vi føler når vi står på kloden, opleves som skrøbelighed når man ændrer perspektivet.
Astronauterne bliver overvældet af "det store billede" og senere af, hvor svært det er at videregive deres nye forståelse til os, der ikke har set jorden fra rummet.
Astronauten Ron Goran skulle i 2008 udføre en "vinduesvisker"-manøvre, hvor han stod på enden af den store robotarm på Den Internationale Rumstation, mens den tog ham frem og tilbage fra den ene ende til den anden, i en stor bue.
"Da jeg nærmede mig toppen af buen, var det som om tiden stod stille. Jeg blev oversvømmet af følelser og bevidsthed. Men da jeg så ned på jorden – denne fantastiske, skrøbelige oase, denne ø, der er blevet givet til os og som har beskyttet alt liv mod rummets hårdhed - kom en sorg over mig. Jeg blev ramt i maven af en ubestridelig, nøgtern modsigelse.
På trods af den overvældende skønhed, som jeg oplevede i det øjeblik, så eksisterer der en stor ulighed i det paradis, vi har fået. Jeg tænkte på den milliard mennesker, der ikke har rent vand at drikke, de mange, der går sultne i seng hver dag, den store sociale uretfærdighed, konflikter og fattigdom, der findes over hele planeten".
Ron Goran døbte oplevelsen Orbital Perspective. Et perspektiv, der gav ham følelsen af, at jorden var det "rumskib", som vi alle rejste sammen på og hvis vi så det, som han så, ville vi vide at intet er umuligt, når mennesker gør det i fællesskab.
Den brilliante juvel
Der er særligt to billeder, der giver os på overfladen en smag af astronauternes syn. To billeder, som ofte nævnes, som ikoniske og stærke årsager til en øget forståelse af, at vi lever i et skrøbeligt økosystem.
På den første bemandede Apollomission, nummer 8, så Bill Anders, som var missionens fotograf, jorden stige op bag månen. Hans opgave var at fotografere den fjerneste side af månen til NASAs geografer og den tætteste side, til de medarbejdere på jorden, der skulle finde et sted, at lande på månen. For hver runde, blev det kedeligere og kedeligere. "Månens overflade ligner bare beskidt strandsand", har Bill Anders fortalt The Guardian.
"Og pludselig dukker jorden op. De eneste farver i universet". Han griber sit Hasselblad og tager en serie billeder, hvoraf særligt et bliver centralt i fortællingen om jorden. Det er blevet døbt Earthrise og du kan se det øverst i dette skriv.
Det andet billede, der har lagt sig tungt i historien om moder jord er The Blue Marble, som bliver taget på den sidste Apollomission, nemlig nummer 17. NASAs fotoansvarlige Richard Underwood udnytter det faktum, at affyringen foregår om natten, som den eneste i Apollo-programmet. Underwood fortæller astronauten Jack Schmitt, at hvis han husker at tage et billede cirka fem timer inde i missionen, så er der gode chancer for, at det bliver en klassiker.
Richard Underwood har regnet sig frem til, at jorden vil være fuldt belyst og kameraet i en afstand, hvor man kan se hele jordens runding, men samtidig detaljer på overfladen.
5 timer og 6 minutter inde i missionen tager Schmitt verdens første højopløste farvefoto af jorden, hvor den er fuldt belyst. Fra 45.000 kilometer ude i rummet, ser vi for første gang hele vores porøse jord, uden grænser og uden beskyttelse udefra og fra os mennesker.
"Hver dag bliver vi konfronteret med viden om endnu mere menneskelig destruktion af jorden. Dyrearter, der uddør, flora og fauna - ting, der har udviklet sig over 5 milliarder år og pludselig er de væk på grund af mennesker. Det fylder mig med frygt. Min tur til rummet skulle have været en fest, men i stedet føles det som en begravelse".
Skrøbelig er ordet der dukker op igen og igen, når man læser og hører mennesker, der har set det store billede.
Enhed og helhed. Den separation vi typisk lever efter, hvor mit liv ikke influerer på dit, er ikke mulig. Der findes ingen grænser. Vi kan kalde det lande eller områder, men der er ingen vægge, der holder en forurening eller fattigdom tilbage. Vi kan kalde det tro eller historie, men det der sker i dets navn, er stadig fælles, uanset hvor meget vi tror, at det er den enkeltes identitet. Vi er her sammen og vi eksisterer sammen.
Det store skrøbelige rumskib, som vi flyder gennem universet på, kan ikke ikke understøtte 8 milliarder menneskers behov, med mindre de tager hensyn til hinanden og moder jord.
Astronauterne ser ting som vi konceptuelt forstår, men ikke oplever. Nemlig at vi alle er del af samme system, samme natur, samme sted.
Som Edgar Mitchell har sagt om den forståelse, der ramte ham, da han sad i cockpittet og så jorden stå op bag månen: "Alt stof i vores univers er skabt i stjernesystemer, også stoffet i min krop, stoffet i rumfartøjet, stoffet i mine partners kroppe, et produkt af stjerner. Vi er stjernestøv, og vi er alle ét i den forstand".
I det kosmiske perspektiv ser man ikke solen på en blå himmel, men som en stjerne i det uendelig mørke.
Vi var på vej ud i universet, men opdagede jorden.
