Vi er ikke skabere - vi er hjælpere
I dag er en fridag. Af den fineste slags. Faktisk en helligdag. Dem er der ikke mange af og i året der gik, blev der faktisk en mindre. Jeg begyndte dagens bevidsthed i det fine område mellem søvn og bevidsthed.
Det er ofte de samme emner, der optager min bevidsthed når jeg ikke kan falde i søvn, som lige før jeg vågner. Men på to vidt forskellige måder. Når de holder mig vågne er det typisk fordi jeg ikke kan finde et svar, en løsning, en vej. Når de pusler om morgenen er det ofte med et helt ligetil svar på det, som ikke lod sig løse på vej ind i søvnen.
Principielt var der ikke nogen pligtmæssig årsag til at stå op i dag. Der var heller ikke noget vækkeur. Men der var en tanke.
Jeg er meget klar over, at jeg ikke er mere kreativ og iderig end andre mennesker. Det samme gælder min evne til at skrive. Jeg har ikke mere talent eller tid til at skrive, end de fleste har. Det eneste jeg kan komme med til bordet er at tage kreativiteten alvorligt. Eller prøve, i hvert fald. Derfor væltede jeg træt ud af sengen med den tanke, der kom og bankede på, da jeg lå mellem søvn og vågen.
De sidste par uger har jeg bemærket og tænkt meget over det typiske tema, der findes blandt de, der lever af at lave content på nettet. Nemlig skrækken for det hvide papir. Den uinspirerede tomhed. Eller hvad man nu vælger, at kalde den umiddelbare mangel på den næste idé.
Jeg kan mærke, bare at skrive om det her, giver mig et sug i maven. En angst. Som at sige navnet på det man frygter allermest, tre gange foran spejlet.
Det var den samme følelse, der gjorde jeg ikke kunne falde i søvn i nat. Jeg havde set en del videoer dukke op på YouTube med contentkreatører, der slås med at få idéer til de mængder af indhold, som de føler de skal udgive for at beholde en relevans - og et godt forhold til algoritmen.
Det havde rumlet i mit baghoved og da jeg lagde hovedet på pude, tænkte jeg: For mig knytter den mangel sig til en tilgang til kreativitet, som jeg har forladt - og derfor oplever jeg ikke manglen på inspiration. Og så ramte erkendelsen, at jeg lige havde begået hybris.
Plirrende øjne ind i natten, ledsaget af katastrofetanker om hvem man er, hvis man ikke længere kan det man lever for. Og af.
Igen lærte jeg den hårde lektie, at der aldrig er et svar for enden af en dag. Solen går ned og lader fantasien løbe over. Mørket forstørrer alle følelser, som var væggene forsvundet med lyset. Det er som med angsten, hvis man ikke accepterer og omfavner den, så vokser den og insisterer indtil den vælter en, som et alt for stort væsen, der kræver opmærksomhed.
Jeg var så heldig, at komme til mig selv i tilstanden mellem søvn og virkelighed. Det er et godt sted. Det er et sted, som jeg prøver at blive bedre til at være opmærksom i. Her findes simple svar på komplekse knuder. Rene og smukke koblinger, der ellers har været usynlige. Og muligheder, der ellers kan virke usandsynlige.
Jeg vågnede med en tråd til en historie, der ville fortælles. Stod op og satte mig i køkkenet ved computeren, mens de andre sov. Begyndte at researche og skrive. Var i flow. Indtil tanken strejfede mig. Se, hvor du skriver! Du løber aldrig tør for idéer. Og fra det øjeblik vidste jeg, at den skrivesession var slut. Jeg skrev videre i en halv times tid, men nu var mit ego vågnet og jeg kunne ikke få det i skak.
Først skulle det smide hybris på banen og derefter skulle det være angst, fordi det vidste, at det igen havde pustet sig alt for meget op - og nu sad forskræmt og håbede på ikke at blive opdaget af det prustende rovdyr, der jagtede overmodige bytter. Så stille og stirrende i hjørnet, at jeg ikke kunne koncentrere mig om andet. Så insisterende grundangst, at jeg ikke kunne skrive frit og derfor måtte opgive.
Jeg lod kaffen stå og gik i seng igen. Tog en time på øjet og vågnede igen samtidig med de andre. Havde en dag, som de fleste andre, sammen med de andre.
Men noget arbejdede videre. Mens jeg holdt fri har brikkerne fundet hinanden og punkterne forbundet sig. De prikkede mig blidt på skulderen til aften og bad om at blive skrevet. Så det gør jeg nu. Det er ikke den idé, som jeg vågnede med. Men det er svaret på det, der holdt mig vågen.
Det er ikke mig, der skal få en idé. Mit arbejde er at blive god til at modtage en idé. Jeg er ikke en skaber. Jeg er en hjælper.