Sprinklervæske
Vi kan lige så godt opgive tanken om, at vi nogensinde bliver gode til at leve, men måske kan vi blive bare lidt bedre
Den der overflødige deciliter, der er tilbage i dunken, når man har fyldt sprinklervæske på bilen, den har fanden skabt.
Og det på en dag, hvor han i ekstra grad ville udnytte en af de største svagheder i mennesket, nemlig vores uendelige og stærke hjernetrang til at færdiggøre ting, skabe helheder, forstå det, der er omkring os.
Vores ubændige trang til at tegne cirklen færdig mentalt, når månen er halv. Og have reolen fyldt med bøger uden huller fra dem, der er lånt ud. Måske endda sætte bøgerne i farveorden. Orden, orden, orden. Det er det eneste, hjernen skriger på, og som den aldrig får.
Den får højst et halvskidt sammensurium af indtryk. Den evigt stykker sammen til den bevidsthed, du har lige nu.
Kender du håndbevægelsen, hvor man ved at lade hænderne forme outline af giraf-antenner på oversiden af hovedet, markerer en form for eksplosion af indtryk, der sprænger hjerneskadens vakuum? Det var min oplevelse, første gang jeg læste “Mærk Verden”. Bogen hvor Thor Nørretranders gik fra statsradiofoniens nørdede videnskabsjournalist til folkets mand.
I julen 1991 blev der givet mange velmenende eksemplarer i julegave til entusiastiske familiemedlemmer og venner, der slet ikke havde behov for en dygtig og begejstret, men stadig videnskabelig funderet, gennemgang af, hvordan hjernen desperat forsøger at udkomme med den bedst mulige bevidsthed.
Måske er det netop det store slid med at skaffe så meget efterretning som muligt, sortere det på en fornuftig måde og anvende det dygtigt, der gør, at vi simpelthen har behov for at trække stikket og lade os falde hen i søvnen mindst syv timer hver døgn.
Nørretranders lod fødderne begrave dybt i videnskaben og holdt sig roligt til sine runde briller, da han fik en tumblertur i mediemøllen. Hvilket er en bedrift, når man tænker på de mindst 10 oplag – inklusive 25 års jubilæumsudgaven.
Men det største mindfuck, var dog at læse en bog, der klædte hjernen af til sit allerinderste og samtidig afslørede dybe svagheder i den del af kroppens indhold, vi aldrig før havde stillet spørgsmål ved. Den del vi brugte til at rumme os selv og føle det der var os selv, bevidstheden.
Da jeg første gang læste “Mærk Verden”, læste jeg natten igennem og blev nødt til at gå på job dagen efter, uden at være færdig. Det var en zombieagtig og træls dag, der udelukkende handlede om at komme hjem og få de resterende afsløringer.
Og da jeg klaskede bogen i efter 572 erkendelsestunge sider, tænkte jeg; “Shit, mand, nu har jeg denne viden om min forrevne bevidsthed, som skabes af noget, der er et halvt sekund foran mig. Hvordan skal det nogensinde fungere? Og hvad kan jeg egentlig stole på?
Findes jeg? Eller er jeg bare en konstruktion til et andet formål, som jeg ikke selv kan se, fordi jeg bare er det blinde instrument?”
Vi var helt sikkert mange, der sad tilbage med en følelse af, at den funktion, vi havde tilskrevet kroppen, nemlig at den var et værktøj, som vi brugte som instrument for vores vilje, i virkeligheden også gjaldt vores bevidsthed, som blev skabt og genskabt som resultat af et overmenneskeligt samarbejde mellem krop, nervesystem og hjerne, mikrosekund for mikrosekund. Genskabt – igen og igen.
Det hele et halvt sekund forsinket, måske for at kunne nå at indsamle, sortere, bearbejde og udgive på en rimeligt fornuftig måde. Indimellem afslører det halve sekund sig. Personligt husker jeg det bedst fra en oplevelse i min barndom, hvor jeg havde fået en ny, lyseblå voksencykel med syv gear og smalle dæk.
Da jeg kørte ned ad bakken på Ibstrupvej i Jægersborg, for at køre ned til mine venner på Tinglevvej, satte det forreste sig fast i en kloakrist. Det havde aldrig været et problem med brede dæk.
Tyngdekraften brugte min hastighed til at kaste mig fremad og hen over styret. Ned på den nylagte, lysegrå asfalt, som havde fået et nyt slidlag af skærver. Lige der, da jeg fløj hen over cyklens styr og hen mod asfaltens toppede møde med mine unge kinder, gik tiden langsommere end normalt. Jeg følte, og kan stadig genkalde fornemmelsen af, at jeg hang i luften og langsomt fløj mod mit sikre møde med jordens nylagte, barske overflade.
Som i The Matrix kunne jeg kigge mig omkring og orientere mig i rummet, men jeg kunne ikke bevæge mig hurtigere end normalt. Så jeg havde minimal indflydelse på resultatet, for mine arme bevægede sig i samme tempo som rummet.
Hvilket var uendeligt langsomt.
Var det min hjerne, der fik så meget data, at et halvt sekunds forsinkelse ikke længere var nok? Gik hele jordklodens tid langsommere for min skyld? Nej, det gjorde den ikke.
Tid er noget, vi har fundet på for at få adskilt oplevelser og følges derfor med bevidstheden. Oplevet tid har ikke en fast størrelse. Så det var bare min oplevelse, der helt sikkert er anderledes end alle andres.
Nørretranders kickstartede 90'erne med at gøre os alle sammen pinligt bevidste om, at vi ikke kunne stole på vores bevidsthed. Det blev på sin vis symptomatisk for det årti, som var en livslang erkendelse af, at babyboomerne ikke kom til at slippe magten, æren og pengene.
Og at vi, generation X, kom til at være den generation, der ikke kom til fadet. Primært fordi vi var børn af efterkrigsbørnene. De havde fået vitaminpiller i deres barndom og med deraf følgende sundhed og lange liv. Samtidig var de blevet krydsbestøvet med en hidtil ukendt hamstringsrace, der havde uendelige kindposer og ingen skam. Hverken når det kom til selvoptagethed eller karrierer, som de kørte uden skelen til andre på livets landevej.
At fadet var væk, havde hverken vi eller prins Charles gennemskuet ved årtiets begyndelse. Det var undervejs, vi opdagede, at verden gik fra at have fokus på børnene, til at sætte de voksne og deres muligheder for at realisere sig selv op på en piedestal.
Det er ikke for sjov, at et ord som nøglebarn gik fra sin oprindelige 1950'er-betydning, som primært var knyttet til fattige hjem, hvor far var på druk og mor på arbejde, til at være en bred 90'er-betegnelse for snart sagt alle skolebørn, fordi mor var på job og far havde karriere.
Jeg postulerer ikke, at vi nødvendigvis led under vores forældres manglende interesse. Jeg tænker bare, at jeg aldrig havde kunnet eksperimentere med at lave 20 meter høje ildsøjler, der blev affyret ved at kortslutte en hjemmebygget tændsats baseret på tændstiksvovl, dressingkapsler og 9 volts batterier, der flød på en centimeterhøj æterblanding, forseglet i en nedgravet småkagedåse, i et overbeskyttende samfund.
Jeg havde nok heller ikke kunne bygge den store model, der udnyttede plæneklipperens benzin i en trillebør, der blev antændt med stjernekastere, hvis jeg ikke havde 5 timer alene efter skole hver dag. Bevares, lige den dag kom de hjem.
Politiet havde, gennem en meget kort undersøgelse, dokumenteret at jeg nok havde en del at gøre med vores garages eksplosion, der havde spredt denne over 3 nabohaver.
Derfor blev det også mine forældre, der skulle betale for de tre brandbiler, der havde kørt fuld udrykning, som på det tidspunkt var standard, når der var en større eksplosion i nærheden af Garderhøjfortet, mens det var i aktiv tjeneste.
Ja, jeg fik smæk, og nej, det var ikke forbudt på det tidspunkt, men alligevel en sjælden gæst i min opvækst. Jeg ved godt, hvorfor jeg fik det.
Det var angst og omsorg, der drev lige de lussinger, og det var faktisk helt okay. Ikke at jeg på nogen måde selv ville vise min angst og omsorg overfor mine børn på den måde, men jeg har også haft en helt anden opvækst, end mine forældre havde.
Folk, der har langt mere forstand på generationer end mig, beskriver, hvordan de mange skilsmisser, der opstod i den tid, havde rod i, at alle voksne nu tjente deres egen penge og derfor ikke fandt sig ret meget fra hinanden, satte spor på både min generation, men også min opvækst.
Skrid- og prøv-igen-kulturen bredte sig og blev en form for bagvedliggende pude for min generations unge voksenliv. Vi var i tvivl om alt, konstant. Vi så os selv udefra hele tiden. Ironien og sarkasmen levede i kulturen, samværet og i vores selvbillede. Med en grundangst som resultat. Man kan ikke leve og samtidig betragte livet.
Det typiske livsforløb for mine bedsteforældre, hvor man levede sit liv uden at se nærmere på hvordan og hvorfor, var over en generation vendt til en overoptagethed af sig selv og de livsvalg, der så blev udskudt og efterfølgende vurderet og forladt i en lind strøm.
Gen X var i start-90'erne på vej ind i det rodede og trælse årti, der indimellem kaldes den oversete dekade.
Vi havde HIV. Vi fik terrorisme. Vi havde ulighed. Vi fik den rigeste 1% som begreb. Vi havde farvefjernsyn, arcade og bipbipspil. Vi fik sms, computere og tv-serien Venner. Vi gik fra opfattelsen af, at leve var noget, man automatisk gjorde på linje med at trække vejret, til at leve var et vilkår, til at leve var noget, man skulle være god til og skulle lykkes med.
Det var et sammenligningsgrundlag og et lykkeparameter.
Jeg tænker, at vi fik de sociale medier på grund af denne 90'er-fokusering på vores liv som bevis på lykken, og ikke den anden vej rundt. Prøv at læse et Bo Bedre fra 90'erne og se, at Instagram dybest set er muligheden for at blive stjernen i dit eget uendelige Bo Bedre.
Nå, retur til slutningen. Jeg tror fanden har skabt den overflødige deciliter sprinklervæske, der altid er til overs, når tanken er fyldt. Det har han gjort på en satans dårlig dag.
Djævlen kender vores svagheder og ved, hvor meget uro og irritation der bliver skabt i vores system, når en opgave ikke kan færdiggøres. Nu står man der, med en deciliter af noget, der faktisk har en værdi, men alligevel ikke ret meget.
Roen ville du finde i at tømme dunken og smide den til genbrug. Nu bliver den lukket, men forbliver åben i dit system.
Du ved allerede, at du glemmer den næste gang, du fylder sprinklervæske på bilen. Så har du to deciliter og to dunke. Og nej, de bliver ikke hældt sammen, for du kan ikke huske, hvor den anden dunk er. Den dukker jo først op den dag, en af dine venner hjælper dig med at flytte, og henkastet spørger, hvilken kasse de tre sprinkler dunke skal i.
Tanken er fyldt, men fordi der er en deciliter sprinklervæske til overs, så er tankerne også fyldt. Lykken er ikke et endemål. Livet er beskidt overlevelse, hvor det hele tiden handler om at samle de bedst mulige indtryk og styre dem bedst muligt hen mod de udtryk, der lige nu skaber mest ro, renlighed og regelmæssighed.
Det eneste vi har til at hjælpe os er et system, der er blevet udviklet til at overleve i en helt anden virkelighed og derfor har brug for et evigt halvt sekund til at træffe de bedst mulige beslutninger. Vi kan lige så godt opgive tanken om, at vi nogensinde bliver gode til at leve, men vi kan blive bedre, hvis vi gør os umage med at acceptere vores uendelige fejl og mangler, og måske endda elsker dem lidt.
Vi kunne jo starte med at skide på det hele og smide den overskydende sprinklervæske ud.