Molly

Uanset hvor grim, dum, syndig, skamfuld, deform eller medtaget mennesket er, så kigger hunden op med sine ekstra øjenmuskler og store øjne og elsker sit menneske.

Hunde, det er noget fanden har skabt.

Tag for eksempel min beagle Molly.

Hun er den type hund, der ofte bliver brugt som billede på hundemad til middelvægtklassen på forsiden af pakken.

Beagler har dannet billede for kendte karakterer som Nuser fra Radisserne, Gromit fra Wallace & Gromit, eller Valder og Trofast, som den lidt kedelige danske oversættelse lyder, og Bjørnebanden.

Selvom jeg må sige, at der er langt fra smukke Mollys harmoniske linjer til disse ubarberede slyngeltyper, hvis intelligens er lav og grådighed efter andres værdi er stor. Ja, Molly er en beagle. I mine øjne er den eneste lighed, at Bjørnebanden på originalsproget er kaldt The Beagle Boys.

Måske har du allerede tænkt, at det her virkelig ikke rager mig, og er en trist opremsning af flad fakta. Du har muligvis ret i sidstnævnte, men alle historier kræver en begyndelse. Og man kan ikke bare sige pointen fra starten, for så er der ikke et narrativ og kræver en podcast.

Der bliver nødt til at være en tømmerflåde, som kan bære historien på vandets energi frem mod klimaks. I denne serie vil du møde en række emner, som alle har det til fælles, at det er Djævlens værk. Dette faktum gælder altså også hunde.

Hvordan kan man blive så kynisk og afstumpet, at man kalder disse pelsede kærlighedsbærere, der ofte er de eneste, der elsker os ubetinget – ligegyldigt, hvor mange fejl og K3-er vi kommer med – for djævlens værk. Det skal jeg fortælle dig… senere.

Jeg skriver dette en søndag morgen og har lige hentet en blanding af mysli og granola, som jeg spiser, mens jeg skriver. Umærkeligt dukker Molly op på mit ene lår og lægger sit hoved på det, mens hun kigger skævt op på mig med sine dybe, brune øjne og hæver det ene øjenbryn. Jeg stopper med at skrive, rejser mig op og henter en godbid til hende. Man kan – med rette – diskutere, hvem der styrer hvem.

Når man har en hund, kan man glemme, hvor instinktstyret sådan et dyr er. Hvilket er tæt på 100%. Man tænker “Hvor er min hund dog dejlig, velopdragen og gemytlig over for andre hunde”. Ja, det er lige indtil den møder en anden hunhund,

som ikke accepterer den placering i hierarkiet, som Molly mener, den har. Og så har vi balladen. Knurren og gøen og ingen kære hundemor. Det er særlig slemt i perioder, hvor hun er i løbetid. Så er der kamp om de gode gener,

og Molly giver ingen konkurrenter en forpote.

Det tydeligste sted, hvor man finder naturens rå kilde, er i øjnene. Nogle siger, at øjnene er sjælens spejl. Det er muligt, men først og fremmest er de selve årsagen til, at vi elsker babyer og beagler.

Molly og hendes ligesindede har gennem 33.000 års evolution udviklet nogle øjenmuskler, som gør, at en hund kan lave øjenbevægelser, der minder om dem, vi kender fra vores babyer. Det kan ulve ikke, så dem skyder vi. I hvert fald i Jylland.

Sådan nogle øjne altså, de der øjne.

De skaber en øjeblikkelig omsorgsreaktion, som sender os ud i køkkenet og lede efter godbidder. Eller til at tage snoren frem og gå en ekstra lang tur. Eller ligge og plirre i mørket af dårlig samvittighed, for at rejse sig og lukke hunden ind.

Efter min mening er det det, der gør hunden genial. Jeg vil aldrig kunne knytte mig til en krokodille eller en haj. Men en hund, det er nemt.

At hunden, på samme måde som en kødædende plante har en nektar, der skal lokke fluerne ind og absorbere dem, har udviklet disse øjenmuskler, fordi det gavner dens instinkter, er mindre vigtigt for mig. Hundens behov fylder nemlig også mine behov.

Iggy Pop har udgivet en sang, der handler om netop det der mellem hunde og mennesker. Nej, ikke ‘I want to be your dog’. I 2009 udgav han det langt mere tilbagelænede album ‘The Preliminaries’, og på det findes sangen “A Machine for Loving”. Se bare denne tekst:

“Kærligheden er simpel at definere, men den optræder sjældent imellem os. Gennem vores hunde hylder vi kærligheden og dens muligheder. Hvad er en hund ud over en maskine, der elsker?

Du introducerer den til et menneske og giver den missionen at elske. Og ligegyldigt hvor grim, pervers, deform eller dumt det menneske end er, så elsker hunden ham. Hunden elsker ham.”

Oversættelsen er fri og min, så skyd ikke skylden på Iggy. Han er god nok.

Ingen kan virkeligt vide, om hunde føler kærlighed, eller blot en evig hunger efter sikre godbidder.

Ville vores hunde, hvis de havde udviklet arme og hænder frem for baby-øjne, selv åbne køleskabet og skide os mennesker et langt stykke, måske endda bruge deres ene pote til at række os en langemand, mens de langsomt åd leverpostejen(?)

Hvis det var omvendt, vil de så tage sig af os?

I min verden er den slags tankespind spild af tid, for nu er det engang sådan, at hunde har ben og poter, mennesker har Dankort og madvarer. Derfor indgår begge parter gladeligt i et symbiotisk forhold. Ingen ved præcis, hvor det begynder og hvor det ender. Men det tjener begge parter, så længe det fungerer.

Tangent.

Mens jeg sidder på den morgenkolde terrasse og skriver med en kop kaffe i en termokop, står min datter op. Hun kigger ud og siger godmorgen. Hun går tilbage i huset og laver pandekager i køkkenet. Lyden af et menneske, der pusler, som jeg kun kan høre svagt i baggrunden, fylder et helt andet behov i mig; behovet for den flok, jeg hører til. Jeg går ind og taler med hende.

Hun sidder på en stol og ser Phineas og Ferb på Disney Plus på sin mobil, mens hun vender pandekager med en gaffel på panden på komfuret. Jeg får øje på Molly, som har lagt sig på min seng. Helt på ryggen.

Jeg sætter mig og aer hendes mave.Hun nyder det uden hæmninger. Måske fordi hun er helt drevet af instinkt. Hendes instinkt er at tage imod al den kærlighed, hun kan få. Og give al den kærlighed, hun har. Når det er slut, vil der ikke være mere – for det hele bliver brugt hver dag. Det slår mig, at det her kun handler om mad, indtil Maslow er glad, og derefter handler det om at leve.

Tilbage til historien. Et af de spørgsmål, som kan vride os mennesker af led, er, om vi skal vælge meningen eller det praktiske. Altså, om hunde og mennesker er levende væsner, der har følelser mellem sig, eller om vi bare lever i et praktisk forhold, der opfylder modsvarende behov på begge sider.

Det er det gamle slagsmål mellem evolutionen og troen. Det findes i samfundet, i medierne og inde i os. Det eneste interessante for mig i den sammenhæng er slagsmålet inde i os.

Jeg bryder mig instinktivt ikke om folk, der missionerer. Hverken for eller imod en Gud. Folk, der missionerer, siger altid, at de gør det for at redde mig, men de gør det altid for at redde sig selv. Det synes jeg faktisk, de skal holde mig ude af.

Det er langt mere interessant at udvikle sit eget billede af verden gennem egne opdagelser. Og også her er hunde en inspiration. Mollys dyrlæge plejer at sige til mig, at det er vigtigt at gå en tur i kvarteret om morgenen, så Molly kan opsnuse dagens TIS-avis og starte med et rimeligt overblik. Nogle af de informationer, som Molly kan opsnuse fra andre hundes absolut ikke tilfældigt efterladte urin, er basale ting som køn, om hunden er steriliseret eller ej, men også langt mere komplekse ting som deres sindstilstand, da de satte urinmærket, og endda en indikation af deres plads i det helt store hierarki.

Indtil for ikke så længe siden troede man, at det kun var hanhunde, der interesserede sig for tisspor. Men nu ved man, at hunhunde også gør det. Og man ved, at hanhunde typisk synes, at andre hanhundes tis er mest interessant, og gerne tisser oveni andre hanhundes spor for at overdøve dem. Mens hunhunde orienterer sig i både hanhunde og hunhundes tis og tisser ved siden af andre spor, bare for at vise at de selv findes.

Verden er på en gang forunderlig og samtidig så dælens ens. Mens Molly står og strinter beskeder til andre hunde, står jeg tålmodigt og læser morgenavis på min telefon. Her giver jeg mine private data til gud ved hvem. Man kan med ro i sindet sige, at forskellen er ens. Enhver, der får snuden i mine cookies, kan nemt afkode både mit køn, min seksuelle drift, min umiddelbare sindstilstand, ikke mindst min plads i verden, og mine aspirationer.

Der er en masse derude, som gerne vil have fat i mig og Molly. De vil gerne vide så meget om os som muligt, så de kan bruge os til deres behov.

Samtidig forsøger vi at afkode verden, så vi kan skabe et indre billede af den. I jordhøjde og i øjenhøjde. Ingen af delene lykkes særlig godt. Allerede dagen efter er alle spor af mening væk. Nye er sat, som skal indsnuses, bearbejdes og muligvis markeres.

Sådan ruller vi, Molly og jeg. Dag for dag, spor for spor. Uden nogensinde at få nogen vedvarende helhed af verden omkring os, som forbliver evig foranderlig og altid lugtende lidt af tis. Det eneste, vi er sikre på, er, at vi elsker hinanden ubetinget. Og at Molly's fineste instinkt er at tage imod al den kærlighed, som hun kan få, og give mig så meget kærlighed som muligt. Det er da smukt.

Jeg tror, fanden har skabt hunden. Men på en god dag. Han har kigget ud over bjerge af synd og skam og tænkt, at dette her kan intet menneske overleve uden kærlighed. Derfor må der være en kærlighedsbærer, der uden omtanke for sig selv vil elske den, som den bliver sat ved siden af.

Uanset hvor grim, dum, syndig, skamfuld, deform eller medtaget vedkommende er, så kigger hunden op med sine ekstra øjenmuskler og store øjne, og derfra overvældes begge kroppe af hormonet oxytocin, som også kaldes kærlighedshormonet.

Mellem mennesker udløses dette stof ved lange kram, langvarig øjenkontakt eller sex, og det er en del af belønningssystemet i hjernen. Det giver os en følelse af lykke og velvære.

Det vilde er, at også hunden får et skud oxytocin i sin lille hundekrop, når den ser sin ejer i øjnene. Er der en grad af forelskelse mellem hund og menneske.

Altså er det ikke kun instinkt? Eller er det netop instinktet, der elsker?

Oxytocin er også det stof, der frigives, når en kvindes brystvorter stimuleres og får mælkekirtlerne til at trække sig sammen, så mælken presses ud til den ammende baby. Jeg synes, det er helt vildt at tænke på, hvor smart det er. Stoffet, der frigives i din krop når du ser en baby i øjnene, er også stoffet, der presser mælk ud af brysterne og ind i munden på babyen. Naturen er fantastisk og praktisk.

Her er den perfekte forbindelse. To levende væsner, der kigger hinanden i øjnene. Og alene derved belønner de hinanden med lykke og velvære. Kunne det være bedre? Ja. Det kunne være uendeligt. Men eftersom djævlen jo er en fanden, så endte han med at sætte en udløbsdato på. Hunde bliver ikke lige så gamle som mennesker.

Jeg vil med overvejende sandsynlighed overleve Molly, og derefter skal jeg overleve uden Molly. Hun elsker mig ubetinget. Med hendes uendelige hengivenhed tilgiver hun, før hun bliver forulempet, og ruller sig i glæde, når hun ser mig. Og så ser hun en hare og jagter den. Ud på en vej og bliver kørt ned. Eller hun bliver 12 år gammel og skal aflives, fordi hun har fået ulidelig gigt. Eller endnu værre sukkersyge, fordi jeg ikke har kunnet sige nej til hendes veludviklede hundeøjne.

Det er mig som ejer, der har hele skylden. Og det er mig, der skal holde hendes lille pote, mens den bliver kold.

Hvis nogen griner af en hundeejer, der græder over sin døde hund, så tænk på de ekstra øjenmuskler. Tænk på oxytocinet i begge deres kroppe. Tænk på dette perfekte fællesskab, hvor man belønner hinanden med lykke og velvære med bare et blik, uden nogen form for filter eller forventning til hvem, hvordan eller hvorfor man er.

Lykken ligger i at være lige nu og her. Sammen. Hund og han imellem.