Make art out of misery

Historien om en podcast

Djævlens Værk blev født i et sommerhus en solrig morgen. Det kunne lyde dejligt, men det var det ikke. Jeg var blevet smidt ud af mit forhold, kunne ikke få mit arbejdsliv til at fungere og var uhyggeligt tæt på 50 år, uden nogen form for fremtid.

Ordene kom henover den ensomme morgenkaffe. Modet fulgte nogle uger senere, og efter nogle år, er meningen også dukket op igen.

Jeg ved ikke om podcastserien var min vej tilbage til mig selv eller livet – det er heller ikke vigtigt. Det vigtige var, at det gav mig en grund. Grund til at tænke, til at skrive og til at udgive noget, der ikke handlede om mig selv og mit fucking misery.

Men det kunne være meget værre… og dermed bedre.

Den polske økonom Karol Jan Borowiecki, der er tilknyttet SDU, har undersøgt en række personlige breve fra komponisterne Mozart, Beethoven og Liszt og har fundet en klar forbindelse mellem de perioder, hvor de var mest personligt udfordrede, og hvornår de skrev deres bedste og mest holdbare værker.

Karol Jan Borowiecki er citeret for at "Kreativitet, målt ved antallet af vigtige kompositioner, kan kausalt tilskrives negative stemninger  –  især tristhed".

Bono siger det uden omsvøb i sin selvbiografi “Surrender: 40 Songs, One Story”, der udkom i november 2022; "Hvis du mister din mor som barn, så bliver du ret sandsynligt stadionrocksanger". Selvom U2s forsanger ikke kan tilbyde reel forskning, men bare sin egen oplevelse, så er der meget, der understøtter myten om det martrede menneske, der vælter verden med kreativitet.

Til morfarens begravelse i 1974, falder moderen om og næste gang Bono ser hende, ligger hun i koma i en seng på et hospital i Dublin. Hun er 48 år og Bono er 14. Hun dør nogle dage senere. En stor påvirkning er at miste sin mor. En anden er, i Bonos ord, at vokse op i et hjem, hvor der bor tre irske mænd, der ikke taler om hverken sorg, følelser eller moderen.

Med øjnene i bakspejlet og med 62 års livserfaring forklarer Bono, at han mente faderen havde slået moderen ihjel ved at ignorere hende. Det skulle faderen ikke få lov at gøre med Bono.

Resultatet bliver et vildt raseri, der skaber forsangeren for verdens største stadionrockband. Men lige så godt kunne have smadret ham og alle omkring ham. Afdøde Iris Hewson er med ham i alle livets skridt, udenfor, bag og på scenen. I lyset og i mørket.

Blev Bono sangskriver og sanger, fordi han voksede op med et traume og i en dysfunktionel familie? Måske. Bono finder selv sammenhængen mellem at miste sin mor i en tidlig alder og insistere på musikken, når han spejler sig i andre stjerner. John Lennon, Johnny Rotten, Bob Geldof og Paul McCartney, er nogle af medlemmerne på listen af ligesindede.

Leif Panduro er selve personificeringen af modsætning. Typisk dansk! For lille til at blive stor og for stor til at være lille. Han vokser op med en skizofren mor, der så ofte er indlagt på psykiatriske afdelinger, at det tvinger Leif i hænderne på først en anstalt og derefter en streng morbror, der kun følte pligt overfor søsterens barn. Ingen kærlighed.

Leifs far er stukket af med en anden kvinde allerede i Leifs fødeår. Der er ingen kontakt og nu er der kun Leif tilbage til at bære skylden for at være morbroderens ansvar.

"Det var en meget mekanisk opdragelse på den tid", som Leif Panduro sagde i et interview med DR i april 1970, hvor han siger meget, ved ikke at bruge for mange ord.

Faderen bliver skudt som nazi-sympatisør, af den samme modstandsbevægelse, som Leif Panduro er blevet del af, mens han studerer til tandlæge. Igen bærer han skylden for farens fejl og mangler.

Leif Panduro læser om sin fars død i avisen: "Onsdag kl 8:30 blev cand.polit. Aage Petersen... dræbt i Nørre Allé i Glostrup".

Kort før sin død, satte Leif Panduro for første gang ord på sin fars forkerte sympati og konsekvensen i et interview i forbindelse med en serie om angst i Politiken i april 1976, hvor journalisten Jens Branner talte med Leif Panduro.

"Jeg kendte jo næsten ikke min biologiske fader... alligevel, jeg er opdraget med arvesynden, ansvaret for fædrenes synder. Det er en skyldfølelse, som driver en til det yderste, og man får aldrig betalt, derfor er der ikke andet at gøre end at leve med den".

"Til sidst havde jeg konstant skyldfølelse. Jeg behøvede ikke at have andre til at fortælle mig det, tak, ikke andre til at slå mig oven i hovedet med det, det kunne jeg selv. Jeg havde skabt mit hemmelige rum, men udvendig blev man til en maske, stiv. Og da har man fortrængt, da tør man ikke længere leve med angstens mange ansigter".

Internaliseringen er komplet. Han behøver ingen andre mennesker for at holde sig selv i skak med skyld. Hvilket er næsten ironisk, når man på forfatteren Peter Øvig Knudsens hjemmeside, kan finde et interview med den modstandsmand, der faktisk skød Leif Panduros far.

"Den ene af dem, jeg var med til at likvidere ude i Glostrup, var forfatteren Leif Panduros far. Jeg fik det først at vide for et par år siden, da en ven spurgte, om jeg var klar over det. Jeg vidste det ikke, for faren havde et andet navn. Men det er jo i og for sig ligegyldigt. Jeg sætter da pris på Leif Panduro og hans værker alligevel.“

Leif Panduro beskrev sin samtid og menneskene i den. Kunne han have gjort det uden, at føle sig evigt uønsket og dermed blive nødt til at udvikle evnen til at se problemerne før de opstår og vænne sig til at observere og genkende dynamikken og mønstrene mellem mennesker, så han kan navigere i dem, fra en alt for ung alder?

Måske, men formodentlig på en mere teoretisk måde.

Mørket og den dystre arv ligger gemt, lige under overfladen, i mange af vores mest anerkendte kunstnere. Vi fortæller hinanden, at det er en væsentlig del af at kunne kreativt. Det er en del af prisen, som du betaler for den kreative gave, at kunne forløse smerten i noget, andre kan forstå og føle.

Otto er et næsehorn og Ole er alkoholiker. Når man besøger Skanderborg er der, i den lange, vindblæste og relativt trafiktunge hovedgade, en ting der lyser op; nemlig byens ønske om at hylde deres bysbarn, forfatteren Ole Lund Kierkegaard. Det sker gennem flere af hans tegninger, der er blevet virkeliggjort, som huse og dyr.

Det er fint og fantastisk udført. På hjørnet står det købmandens skæve lille hus. Under bænken er det tohovede-krokodille-agtige dyr. De er skæve og sjove. Figurer og eksistenser, som man ikke kan lade være med at elske. Nej, de er ikke, som vi forventer, men de er det på en måde, som tiltaler os.

Ole Lund Kierkegaard var ekspert i at bryde konformitet og konventioner på en måde, der ikke overskred forventningen så meget, at man ikke kan omfavne det man møder.

Ole Lund Kierkegaard levede og skrev på indignation. Ordet betyder, groft oversat fra en blanding af engelsk og latin, at man er vred over, at nogen mennesker bliver set som uværdige.

I Oles tilfælde børn. Han bryder sig ikke om folkeskolen, og det kan man se i hans mange bøger. Som, i første omgang, er tegnet og skrevet til de klasser han underviste som netop folkeskolelærer. Men som hans succesfulde forfatterskab langsomt vrider ham ud fra. Samme forfatterskab, som lægger ham i en mental benlås af skræk for, om han kan leve op til at være Ole Lund Kierkegaard på skrift og i livet.

Til det punkt, hvor han nyskilt ligger i sneen, døddrukken på en kirkegård, på vej hjem fra kroen. Her ligger han og dør af kulde. Børnene og Danmark mister Ole Lund Kierkegaard i en alder af 38 år, i en snestorm d. 24. marts i 1979. Men det var ikke kulden, der slog ham ihjel. Det var tvivlen og fortvivlelsen ved, om kreativiteten ville række til at møde alles forventninger.

Uanset hvor mange af hans sjove to-hoved-dyr vi får brændt i keramik, så de kan stå statisk i Skanderborgs midte, ville bare én ny tanke fra Ole Lund Kirkegaard være mere værd. Et enkelt hik fra graven. En enkelt ny figur, en ufortalt historie, en original tanke. Vi har allerede set et næsehorn i en lejlighed, en dreng, der bor i et hønsehus med en etbenet hane og den mobbende bølle, der ender i cirkus.

Her kommer problemet. Vi får ikke flere tanker. Oles succes slog ham ihjel. Jeg ved hvad du tænker. Han kunne have sagt nej. Drukket mindre. Sagt nej. Arbejdet mindre. Sagt nej. Levet mere. Men nej. Det evnede han ikke. Ole Lund Kirkegaard skrev og tegnede 14 bøger og skrev en julekalender på de 38 år han var i live. Kan vi virkelig tillade os at forvente, at han skulle være lige så god til alt andet i livet?

Ole Lund Kirkegaard var eminent til at være Ole Lund Kirkegaard. Er det ikke nok?

Ole Lund Kirkegaards univers har intet med hans alkoholisme at gøre. Det har alt at gøre med hans medmenneskelighed. Det kommer ikke ud af alkoholen. Det kommer ud af indignationen.

At han gennem sine ord og tegninger flytter vores verden, bare en smule. Hvor forventningssmerten, der gør at han drikker sig i døden, kommer fra, er ikke vores at forholde os til. Det hører til ham og hans nærmeste.

Det vi som læsere, lyttere og seere har så evigt og kritisk brug for, er mennesker, der vil ofre sig for at dele de vigtige indsigter og skabe den gode fortælling – og dermed give os et nyt perspektiv. Et nyt liv.

"Voksne mennesker trækker et grønt træ ind og anbringer det i stuen [til jul]. Hvis [et barn] til sommertid tager et træ med ind i stuen, så får det skældud!". Ja, du gættede afsenderen; Ole Lund Kirkegaard.

Kunne Ole Lund Kirkegaard have skrevet ti bøger mere? Ja. Det kunne han helt sikkert. Men det er langt vigtigere, at han fik skrevet 14 og dermed danner en del af selvforståelsen blandt børn og voksne i hele Danmark. At han har sørget for, de føler, at de er nogen, som der er brug for. At de er vigtige og væsentlige, uanset hvem de er. At skæve mennesker og tanker er en ting, der skal hyldes i et samfund af konformitet.

Da australske Hannah Gadsby i 2017 opførte showet “Nanette”, og Netflix i 2018 filmede og udgav det, fik verden et show, der satte publikum i den samme svære og akavede situation, som Hannah Gadsby havde oplevet hele sit liv, som lesbisk i et meget konservativt Tasmanien, med en ADHD og autisme-diagnose.

Gadsby levede i de "normales" verden og uanset, hvor meget hun gjorde for at passe ind, havde hun konstant fornemmelsen af at være udenfor. Uden for sig selv, såvel som verden. Nu er det Hannah Gadsbys verden, fordi hun tog smerten og skrev den ud. Gik på scenen og gjorde det til en fælles oplevelse.

Den amerikanske komiker Patton Oswalt gik i april 2016 i seng som ægtemand og vågnede som enkemand næste morgen. Hans kone Michelle McNamara var død om natten. Han var nu eneforsørger og aleneforælder til deres fælles datter. Året efter dedikerede han halvdelen, den sidste, af hans comedy special Annihilation til sorgen.

11. februar 2023 udgav HBO komikeren Marc Maron showet “From Bleak to Dark”. Drivkraften er blandt andet sorgen efter hans kæreste Lynn Shelton, der døde uventet i maj 2020. "Det ubetinget værste, der nogensinde er sket for mig... og sikkert også for hende", som Marc Maron siger på scenen.

Eksemplerne på, at man ikke bare kan bruge sorgen som bagvedliggende drivkraft, men også som emnet, der bærer sangene, fortællingen, vitserne, er vi for længst dus med. Men alligevel kan det føles forkert. Indtil vi sidder midt i det og et menneske gør det, som kunst er, nemlig giver sit særegne og unikke syn på verden, som de ser den indefra.

Kunst er det tætteste vi kommer hinanden, som mennesker. Det tætteste vi kan komme på at opleve et andet menneskes liv. Derfor føles det altid ok, når sorgen, døden, fortvivlelsen, uroen og elendigheden bliver forædlet og delt på en kunstnerisk måde. For det fællesskab, der skabes gennem oplevelsen, er lige så forløsende for kunstneren, som det er for os, der kun har sorgen, men ikke det kunstneriske udtryk, at forløse den med.