Ikonoklaster
De modige lever ikke for evigt, men de forsigtige lever slet ikke.
D. 29. maj 1913 var der opstand i det nyopførte Théâtre des Champs-Elysées i Paris. På podiet stod den russiske komponist Igor Stravinsky og dirigerede premieren på sin ballet "Le sacre du printemps", som kan oversættes til forårets offer. Publikum reagerede næsten omgående. Fra fagottens stille start begyndte en række tilråb og buh-lyde fra publikum, der tog fart, da tæppet gik op og afslørede danserne. Publikums utilfredshed accelererede i løbet af balletten, der undervejs blev afbrudt for at dæmpe gemytterne, men snart genoptaget af samme årsag.
Vi ved det skete, men ikke præcis hvordan. Der er mange versioner af denne historie og ingen kender den fulde sandhed. Selv de mennesker, der var tilstede den aften, har fortalt vidt forskellige udgaver. Måske var det klassekamp, måske mødte politiet talstærkt op og anholdte mere end 40 mennesker, måske var det mere en højlydt spænding mellem det klassiske publikum og bohemerne. Vi ved dog, at Stravinsky, var lige så utilfreds med sit publikum, som publikum med hans ballet.
I en vis grad af oprør og uorden blev balletten spillet færdig, men der var ingen tvivl. Denne nye tilgang krævede meget og noget nyt af de tilstedeværende publikummer. Senere har psykologer givet deres bud på, at musikkens grad af overraskende spring og glidende rytmeskift, gjorde publikum utrygt og dermed aggressivt. Kombineret med at scenografi og koreografi trak på det, som dirigenten Thomas Søndergaard har beskrevet som "jorden, mulden og en masse drama og fortællelyst", kan man godt konkludere, at Stravinsky ofrede den gode ro og orden det forår. Med et verdenshit til følge.
Ikonoklaster har deres betegnelse fra mennesker, der ødelagde religiøse symboler i foragt og oprør. I dag dækker udtrykket mere bredt over de personer, der nedbryder normer og dogmer. De, der udfordrer det konventionelle. Bevidst eller ubevidst. Og dermed bliver kontroversielle.
Man kan diskutere om Stravinsky skrev sin ballet, fordi han ville omstyrte den accepterede orden, som de oprindelige ikonoklaster, eller om han var ude for at vise noget nyt. Jeg gætter personligt på det sidste. Om ikke andet, fordi vi fra filmoptagelser ved, at Stravinsky slet ikke forventede den voldsomme reaktion fra publikum. Han ville vise dem noget nyt, som var mere end de kendte til og dermed skubbede dem væk. Men den oplevede forskel er ganske lille og folk er aldrig særlig rummelige i det øjeblik, hvor de opdager, at det de ved og kender er blevet uddateret - og dermed værdiløst.
Mødet mellem det gamle og nye kræver en ambassadør eller oversætter. En der velvilligt stiller sig mellem og sørger for begge sider føler sig trygge nok til at åbne sig for hinanden.
Da Iggy Pop besøgte talkshowværten Dave Letterman, for første gang i 1982, skete netop det. Letterman tog ham alvorligt og viste sin respekt, men tog også publikum alvorligt og stillede spørgsmål, hvor banale de end virkede, som gjorde at Iggy Pop åbnede sig og fortalte sin historie. Det er et fantastisk øjeblik, hvor det brede amerikanske tv-publikum og Iggy Pop, lidt akavet, finder ud af, at de faktisk har mere tilfælles end de tror.
Årsagen til at Iggy Pop blev frygtløs på scenen er tættere på dig end du tror.
Netop forløseren af potentiale er tit den store forskel på om verden ser en ikonoklast eller en fiasko. Iggy Pop var en solid trommeslager, der levede af at spille musik, inden han blev Iggy Pop. Da han gik i femte klasse og var James Newell Osterberg Jr., begyndte han at spille trommer, først på gummiplader der var klistret på krydsfinerplader, og senere fik han et rigtigt trommesæt og boligens bedste rum. Som Iggy har fortalt:
“Jeg begyndte på en skole, hvor sønnen af direktøren for Ford Motor Company gik, sammen med andre børn med rigdom og materielle fordele. Men jeg havde en rigdom, der slog dem allesammen. Jeg havde mine forældres kæmpe investering i mig. Jeg fik en masse omsorg. De hjalp mig med at udforske alt, jeg blev interesseret i. Det kulminerede da de forlod det store soveværelse i vores hustrailer, fordi det var det eneste rum, der var stort nok til mit trommesæt. De gav mig deres soveværelse!”
Hvor in-your-face punkbølgen end er, og det er den, så var "The Godfather of Punk" ikke blevet til Iggy Pop, uden omsorg fra sine forældre. Der var en kæmpe energi i New York Dolls, Ramones og Sex Pistols, men det var også en overvældende selvdestruktiv energi, som kun Iggy formåede at få til at arbejde for sig. På sin vis havde de andre kun et skud i bøssen før tiden indhentede dem. Hvor Iggy Pop bliver ved. Fordi han kan. Og hele historien om Iggy hader betegnelsen punk... den tager vi en anden gang.
Det er svært at forestille sig Richard Branson som andet end den succesrige milliardær, som han er i dag. Men inden han begyndte at udgive sit magasin Student og sælge vinylplader til lavpris over postordre, havde han forsøgt sig med juletræer og - tro det eller lad være - parakitter. Jep, farverige burfugle. Begge dele var en solid fejltagelse.
"Screw it, let´s do it!" har været Bransons rettesnor siden barndommen, hvor han, ifølge en klassisk historie, som han selv fortæller i sin første selvbiografi med samme titel, oplever noget helt vildt. Hans mor, Eve, kører ham nogle kilometer væk i bil, sætter ham af og beder ham selv finde hjem. Det er ikke nemt, det er heller ikke sjovt, men Branson selv finder oplevelsen som en væsentlig del af opbyggelsen af hans karaktér.
På vilje bygger han et forretningsimperium, med helt andre værdier end de andre imperier. I hvert fald til at begynde med. Student bliver aldrig en god forretning, men lever som reklamesøjle for postordresalget af vinylplader, der finansierer hans første pladebutik, der finansierer indkøbet af et manor house, der bliver indrettet med pladestudie og medfølgende pladeselskab.
Virgin Records kommer til at forandre musikken ved at udgive alt fra Sex Pistols over Peter Gabriel til Culture Club. Musikere, der på hver sin måde udfordrede det eksisterende. Men det hele begynder med indspilningen og udgivelsen af Mike Oldfields Tubular Bells, som på alle måder er en fantastisk historie.
Ingen Oldfield uden Branson. Og ingen Branson uden Eve. En mor, som han hyldede, da hun døde 96 år gammel, med et smukt brev. Der klart indikerer, at Eve udfordrede den verden hun levede i, men endnu mere fordrede hun den Richard, der turde indtage en markant plads og udfordre verden videre. Måske var det lidt hårdt at blive smidt ud af bilen, som fireårig. Men over tid udlignede det hele sig og blev hans fordel.
The brave may not live forever but the cautious do not live at all, skriver Branson til sin døde mors minde.
En ting der ofte går igen i ikonoklaster, er tydelige kendetegn. Simple ting, som vi kan huske og forsimpler dem i en grad så vi kan give dem videre til hinanden.
I det gamle Kina var sort neglelak kun for royale. I Danmark i halvfjerdserne var det for forfattere, der turde gå over de normale grænser for at blive set og læst. Siden Vangede Billeder udkom i 1975 har sort neglelak hørt til myten om Dan Turell.
En ægte dansk ikonoklast, der på den ene side ikke ville indordne sig i normalbilledet, men på den anden side dyrkede fortællingen og historiens grundstruktur i dens ældste og mest direkte form.
Det samme gælder Stravinskys utålmodige kreativitet, Iggy Pops selvskade på scenen og Bransons løvemanke. Dan Turell ændrede sig ikke for at få et publikum. Han ændrede publikum, så vi fik ham. Så han kunne fortælle os de bedste historier. På sin vis er den sorte neglelak lige så meget en gave som et evigt anker, der vejer ham ned.
Det gav os noget at tale om. Nemlig ham. Så vi bedre kunne komme til at læse det han skrev om. Nemlig os. I en verden med millioner af stemmer og endnu flere ord, kræver det et udtryk for at gøre indtryk.