Løse typer
Johann Gutenberg tog os fra fjerens tid og satte tryk på udviklingen
Der var engang hvor et menneske kunne vandre ind i en by, sætte sig på det nærmeste værtshus og sige: Der findes nogle kloge, der mener at jorden går under i morgen ved frokosttid. Og der var ingen måder at tjekke om alle skulle gå amok, knalde og drikke uden hæmninger, fordi det var den sidste dag på jorden eller om manden bare prøvede at score gratis sjusser og sex.
Det ændrede Johann Gensfleisch zur Laden zum Gutenberg. Han opfandt en måde, hvor viden kunne oplagres, gengives og formidles igen og igen, uden at forandre sig. Han ødelagde den verdensomspændende hviskeleg, der bragte informationer mellem mennesker via myter, anekdoter og skillingsviser - og sørgede for, at alt det vi ved fælles, som menneskerace, også er det vi kan vide som individ.
Umiddelbart vækker de to ord - løse typer - jo mindelser om forfatteren, der har fået forskud på forlaget og nu - pligskyldigt - går hen ad Klareboderne, for at drikke det op i Bobi Bar. Et af de sidste københavnerværtshuse af den helt gamle skole, med nikotingule vinduer og et menukort, der bogstaveligt talt består af hårdkogte æg - og intet andet.
Den gamle traver om de drikfældige forfattere og deres foretrukne vandhul er dog langt længere. Den begynder allerede i 1518, hvor Klareboderne tager navn efter Clarisserordenens kloster Skt. Klare, der lå netop der. Senere lå den kongelige møntgård lige i nærheden - men det er faktisk hverken Gud eller Kongen, der sætter det tungeste aftryk på dette sted. Det er Søren Jensen.
Søren blev født i Giver ved Aars i Vesthimmerland d. 12. april 1742. Og jeg kan allerede høre dig gabe. Det lyder som åbningen af den mest langtrukne og kedelige forelæsning, som du nogensinde har været til. Men prøv lige at høre her:
Søren kommer i Aalborg Latinskole, hvorfra han kommer på Københavns Universitet og tager Filosofikum. Men noget fanger ham mere end studierne. Han begynder at handle med bøger. Først blandt de medstuderende på Regensen, inden længere bredere og langt mere organiseret. Allerede fire år senere overtager Søren - formodentlig - den Schiønningske bogforretning og derefter forlaget, der er tilknyttet den Kanneworfske boghandel.
Nu er Søren ustoppelig. Han bliver gift med en enke fra en lærredshandler og det giver kroner i bankbogen, så han kan åbne sin egen forretning i Silkegade i København. Søren er on fire - han elsker bøger og litteratur og begynder at samle og udgive samtidens bedste forfattere.
Han bliver rost af de litterære på den tid som en, der bidrager væsentligt til "Videnskabeligheds Fremme og Læselystens Udbredelse". Han igangsætter en bevægelse på bogmarkedet i Danmark ved at indføre et distributionssystem for bøger, så de kan komme ud til borgerne.
Søren vælger tranen som logo. Han har den på sin personlige signetring og den kommer til at være den grafiske visualisering af hans udgivervirksomhed og fundatsen den står på. Tranen er symbolet på årvågenhed og omhu - som den står med en sten i sin ene løftede klo. En sten der, hvis tranen falder i søvn, falder til jorden og vil vække tranen, så den aldrig kan løbes over ende.
Hvilket er særlig praktisk, da tranen blandt andet har en arvefjende i pygmæerne, der forsvarede deres marker mod glubske traner hvert forår og derfor også jagtede dem udenfor markerne. Måske fordi historiefortælleren var en af de, der var allermest agtet i pygmæsamfundene, blev den mytiske fortælling om netop pygmæerne og tranernes kampe så stor en del af både kunst, billedsprog og mytedannelse, som det gjorde - og måske derfor fik tranen tilskrevet en nærmest overnaturlig kraft og beslutsomhed.
Du ved, jo større fjende du har besejret, jo sejere er du selv.
Nå, men Søren vælger den årvågne trane som logo og måske er netop omhu og årvågenhed årsagen til at Sørens forlag stadig eksisterer, samme sted - mere end 250 år efter han etablerede det. Åh, forøvrigt - Søren hed Søren Jensen, men kun indtil hans far skiftede efternavn. Da Søren var 15 år gammel, blev han til Søren Gyldendal.
Men intet af det, som Søren gjorde i sit 59. årige liv, kunne have foregået, hvis ikke Johann fra Mainz havde tabt sine penge i 1439. Han havde ellers en skudsikker plan. Han ville sælge polerede metalspejle, der - efter sigende - indeholdt genskinnet fra kristne relikvier. De skulle sælges til tilrejsende pilgrimme, ved en udstilling af Karl den Stores samling af relikvier i byen Aachen. Udfordringen var dog, at byen blev oversvømmet, udstillingen udskudt og de penge Johann havde lånt til produktionen af souvenirs, kunne han ikke betale tilbage. Det er lidt et tema for Johann.
Johann flyttede til Strasbourg i en periode, måske for at komme væk fra kreditorerne, måske for at få lidt luftforandring. Det gav i hvert fald ro nok til at tænke og udvikle. Han opfandt - eller fandt, efter hvem du spørger - det koncept, som han entusiastisk kaldte “ægteskabet mellem virksomhed og kunst”.
Johann var - ligesom sit navn - sammensat. Johannes Gensfleisch zur Laden zum Gutenberg. Johannes Gåsekød fra husene Laden og Gutenberg, som hans familie beboede, mens han voksede op.
Det siges, at Johann Gutenbergs opfindelse er blandt de allerstørste, som mennesket har gjort. På linje med at styre ilden, landbruget og vacciner. Alle er de forandringer, der har et tydeligt før og efter.
Johann Gutenberg voksede op i en tid, hvor det skrevne ord var præcis det - skrevet. Typisk af en munk eller skriver, der nidkært kopierede bogstav for bogstav. Gutenberg tog verden fra fjerens tid og satte tryk på.
Det var en vision, som mødte modstand hos dem, der havde råd til håndskrevne bøger, for de mente at trykte bøger var mindre værd end håndskrevne. Ved siden af dem stod den brede befolkning, der for de flestes vedkommende end ikke kunne læse.
På trods af denne sandwich af udtrykt og utryg modstand, holdt Gutenberg fast i sin idé og skabte dermed grundlaget for vores liv og samfund, som det ser ud i dag. Den verden vi lever i er grundlagt af Gutenberg. På godt og skidt. Fra lyset, der ikke længere er for de lærde blot, til paparazzier, der skal fodre de skrigende tomme sider i denne uges tabloider.
Vores medier er baseret på netop Johann Gutenbergs grundtanke fra 1450, nemlig at kunne gengive og sprede en præcis kopi af udgangspunktet. Her bliver historien en anelse ironisk. For en ting vi ikke ved er, hvordan Johann Gutenberg faktisk så ud. Der findes malerier, men de er alle malet længe efter hans død - så vi kan ikke studere hans udseende, for det blev aldrig gemt for eftertiden, mens han levede.
Til gengæld ved vi præcis, hvordan hans store værk så ud. Han producerede 180 eksemplarer af biblen. Europas første bog, der er trykt med masseproducerede løse typer.
Kineserne havde allerede 400 år tidligere udviklet ideen om løse typer. De brugte brændt ler til at skabe deres bogstaver, hvilket gav en besværlig proces og et uens produkt, der kun kunne trykkes på den ene side af papiret, fordi blækket slog igennem.
Johann Gutenberg brugte en treenighed af metaller, nemlig bly, tin og antimon til sine løse typer, som gjorde at de fik et ens udtryk og kunne genbruges nærmest uendeligt. Samtidig med at han kunne styre processen langt bedre, fordi Gutenberg også opfandt trykpressen, som sørgede for at alt foregik under meget ordnede forhold. Det er den forskel der gør, at det er Gutenberg - og ikke kineserne - der får æren for at have opfundet den virkelige revolution indenfor trykkekunsten - evnen til at masseproducere et homogent produkt.
På sin vis er Gutenberg verdens introduktion til den industrielle revolution, hvor en seriel og ensartet produktion er en kvalitet i sig selv. Gutenberg trykker først afladsbreve, som er mest i familie med de spejle, som han havde udset turisterne til at købe. Men han gør det for at finansiere opbygningen af sin biks og sit liv, så han kan trykke noget han føler er langt vigtigere.
Han trykker 180 bibler, som i dag er kendt under navnet Gutenbergbibler. Han begynder med at trykke 40 linjer på hver side, men han skal spare og vælger at trykke 42 linjer på hver side - og det bliver også det alternative tilnavn - nemlig 42 linjers bibler.
De er i en uovertruffen kvalitet - men Gutenberg har - af sparehensyn - indbygget en slags værdimoderator i sine bibler. For selvom det er de første masseproducerede bøger i Europa, så er hver kapiteloverskrift og hver sides indledningsbogstav stadig åben til at blive hånddekoreret - og der kan ejeren sætte sit præg og sin egen pris på bogen. Biblerne kostede op til 30 florentiner, hvilket er omkring kr. 26.600,- i nutidig købekraft. Eller dengang, cirka det samme som 3 årslønninger for et menneske fra den høje ende af middelklassen.
Der eksisterer stadig 49 i dag - hvor man mener at 21 er i hel stand - hvilket vil sige, at de har begge bind, som tilsammen er en hel Gutenbergbibel.
Nu skal vi lige holde hovedet koldt, for nu går vi i krig med historien.
I 1700 besluttede Frederik d. 4 at nu skulle den svenske arvefjende have nogle læsterlige bank, som de ikke ville glemme foreløbigt. Det gør han ved at sende store dele af den danske hær til Sydslesvig. Der finder vi nemlig hertugdømmet Gottorp, som i lang tid har delt magten i området med den danske konge. Men nu har de vendt hermelinkåben og gået i forbund med svenskerne - og det skal ikke foregå ustraffet. Meget er ellers blevet gjort for at sikre Gottorp ikke gik i svenske - eller andres hænder. Vi har endda ladet den afdøde hertug Christian Albrecht gifte sig med Frederik d. 3s datter, Frederikke Amalie, for at have stærke bånd. Men åbenbart har det ikke været nok - og nu skal der styr på det med en god, gammeldags show of force i Slesvig. Problemet er dog, at det åbner for en anden flanke.
Den svenske yngling, Karl d. 12 ser muligheden og sender den svenske hær i land nord for København - hjulpet af Nederlandene og England. Frederik d. 4 må tænke hurtigt og trækker Danmark ud af det vi senere kalder Den Store Nordiske Krig. Det får Karl D. 12's allierede til at sige nok er nok, og så trækker de krigerkongen Karl med ud af Danmark. Der er ikke rigtig fred, men der er i hvert fald fred mellem Danmark og Sverige - og det er for datiden godt nok.
Der går en del år, før Frederik d. 4 møder August den Stærke, der er lidt af en figur. August er både kurfyrste og konge over Polen-Lithauen. De mødes, da danske Frederik d. 4 er på vej hjem fra en længere ferie i Venedig, hvor han vist havde slået sig ret meget løs i karnevalsbyen. Frederik og August har kemi, og de bliver enige om at kaste sig ind i den store nordiske krig igen. Denne gang er der smæk for skillingen. Svenskerne har lige fået bank af russerne og nu rykker Danmark ind i Sverige, uden den store kamp.
Det kommer der til gengæld året efter, da svenskerne har trukket vejret og samlet en krigsdygtig hær sammen igen. De danske og svenske styrker mødes i et slag ved Helsingborg og det bliver den blodigste kamp på svensk jord nogensinde. Danskerne må erkende at de ikke kommer til at vinde og trækker sig ind i Helsingborg, slår et sted mellem 3.900 og 6.000 heste ihjel (der bliver angivet meget forskellige tal fra forskellige kilder), for ikke at efterlade de dyre militære heste til fjenden og smutter hjem over sundet. Efter det forsøger vi aldrig at generobre Skåne - og det er sidste gang vi slås mod svenskerne i Sverige.
Men det er ikke sidste gang vi slås mod svenskerne. For i 1713 har den svenske hær belejret et område ved Gottorp (måske husker du, at det er i Slesvig) og der smider vi dem ud - overtager slottet Gottorp fra de svigefulde hertuger og med tiden får vi pakket alle herlighederne ned og sendt dem til kongens København.
På den måde ender den afdøde hertug Christian Albrechts Gutenbergbibel i Det Kongelige Bibliotek, som et af de få overlevende eksemplarer. Desværre er det kun bind 2, der når til København - så vi har kun en halv - men det er stadig vildt at vide, at kun en af 49 resterende bibler ligger i Danmark, som krigsbytte. Når man søger på Det Kongelige Biblioteks samling er det dog lidt uklart, om den er tilgængelig for hjemlån.
Nej, ok. En Gutenbergbibel er ikke til at spøge med. Den fulde udgave består, som sagt, af 2 bind - det gamle og det nye testamente, hvilket er rigeligt til at skade et menneske ret kraftigt.
Kort før lukketid d. 19 august 1969 gik en ung mand, klædt i sort, ind på Widener biblioteket på Harvard University. Han medbragte en rygsæk, en kuglehammer, en skruetrækker, en mejsel, malertape, reb, et koben og elektrikerhandsker. Han gik ind på herretoilettet og ventede til efter lukketid.
Journalisten Aaron Skirboll fra The Beast forklarer i en artikel fra 2019, hvad der herefter sker: På et tidspunkt efter kl. 22.00 åbner han han toiletvinduet og går ud på taget, der vender ind mod en baggård. Her tager han handsker på og binder et 12 meter langt reb fast til et rør.
Rebet har en række knuder, som gør det lettere at kravle ned af og det er præcist afmålt, så det rammer mezzaninen udenfor The Memorial Room på Widener-biblioteket. Han kravler ned og sætter tape på vinduerne, så de ikke splintrer, da han knuser dem med hammeren. Med to lag glas ødelagt kan han få hånden ind og låse dørene op og komme ind.
Der er 8 millioner bøger og hele 450 sprog repræsenteret på Widener Library, der kaldes perlen af Harvards biblioteksudbud.
Peter Arrell Brown Widener blev født som søn af en fattig slagter i 1836, med en meget hardcore vilje til at ændre dette faktum i løbet af hans liv. Han solgte fårekød til den amerikanske hær under borgerkrigen og med de penge etablerede han et monopol af trolleybaner i Philadelphia, der indbragte ham en solid strøm af billetpenge fra rig som fattig. Penge han igen investerede i olie, jern og tobak.
Widener betragtes som en af 100 rigeste amerikanere, der nogensinde har levet, og han var del af et plutokrati, af ligesindede amerikanske rigmænd, der kørte benhårde forretninger og satte sig på væsentlige dele af samfundet. Der var ingen slinger i valsen og ingen bløde punkter, men ved siden af denne barske flugt fra fattigdom var der også en stor fascination af kunst, som Widener samlede på - i stor stil.
Widener fik tre sønner, den midterste hed George og i 1912 rejste han til Paris, sammen med sin kone Eleanor og deres søn Harry, der var en bibliofil ung mand, der havde læst på Harvard og havde besluttet sig for at han ville opbygge en bogsamling i løbet af sit liv, som var værd at donere til Harvard på hans gamle dage.
Målet med rejsen var at finde en ny kok til familiens nyåbnede Ritz Carlton hotel i Philadelphia. Familien bookede hjemturen med et skib, som var ejet af rederiet White Star Line, som familien Widener havde investeret i. Da Titanic ramte et isbjerg fik George placeret Eleanor og hendes stuepige Amalie Gieger i en redningsbåd. Tilbage på skibet blev George, sønnen Harry og deres kammertjener Edwin Keeping, og de blev aldrig blev fundet senere.
Da Eleanor kom hjem til USA var det første hun gjorde, at give Harvard University et bibliotek i sin søns navn. Det åbnede i 1915. 8. maj 1944 fik biblioteket endnu en gave fra Widener-familien, da George Jr. og hans søster gav biblioteket, etableret i deres afdøde brors navn, en helt særlig bog, nemlig deres farfars komplette Gutenbergbibel.
Og så er vi retur i 1969. Vel inde i det ellers helt aflåste rum med tunge egetræspaneler, går Vito Aras hen til den bronze- og glasmontre, der indeholder både det gamle og nye testamente. Han smadrer glasset og åbner plexiglaskassen, der indeholder de to bind, der er indbundet i rødt marokkansk læder. Han tager dem ud og lægger dem i sin rygsæk. Indtil nu er han ved at gennemføre århundredets bogkup.
Han går ud på mezzaninen og tager fat i rebet og begynder at kravle op på taget. Men en ting har han glemt at tage højde for. En komplet Gutenbergbibel vejer tæt på 30 kilo, som nu vejer ham ned på vej op. Omkring midnat kan han ikke mere. Han kan ikke kravle ned, for rebet er perfekt afstemt med mezzaninen, der er 15 meter over jorden og han har ikke kræfter til at komme op. Han falder og bliver fundet bevidstløs med kraniebrud i gården omkring kl. 1 om natten af en vagt.
Formodentligt reddet på stregen af de to indbundne testamenter i rygsækken, der har taget præcis nok af slaget til ikke at slå ham ihjel. Men samtidig vejet ham så meget ned, at hans kræfter slap op.
Lakonisk opsummerer chefen for Harvards universitetspoliti sagen, med ordene: “Det ligner et professionelt job, fordi han lykkes med at komme ind via et reb fra taget. Men det er knap så professionelt at han falder ned”.
Vito Aras undgik fængsel ved at påberåbe sig en form for sindssyge under gerningen, så for ham fik det ikke så mange konsekvenser at forsøge sig som klatretyv, men det skabte et efterspil. Det var første gang at det blev taget helt alvorligt, at gamle bøger havde en virkelig stor værdi og at de derfor var reelle mål for kriminelle.
Den seneste komplette tobinds-udgave af Gutenbergbiblen, der blev solgt på auktion, gik for tæt på 16 millioner kroner i 1978. Den sidste gang der er handlet et af de to bind var - så vidt vi ved - i 1987, hvor det endte i ophedet budkrig, der sluttede med en handel til over 34 millioner kroner - på det tidspunkt det dyreste, en bog nogensinde var solgt for.
Man mener, at en hel Gutenbergbibel i dag ville trække omkring 250 millioner kroner på auktion. Hvilket i sig selv er ironisk, da Gutenberg hele livet - også efter de 180 bibler, kæmpede med at betale renter og lån - hvilket til sidst betød at han måtte afstå dele af sit trykkeri til den rigmand, han havde lånt penge af og etablere et mindre for sig selv.
Helt galt gik det dog ikke - for 18. januar 1465 gav ærkebiskoppen af Nassau titlen som Hofmann til Gutenberg, hvilket derfra gav årspenge, dertil godt 2200 liter korn og 2000 liter vin. Årligt og skattefrit.