Fremtiden kommer ikke af sig selv
Vi får den fremtid, som vi fortjener
Der findes to typiske typer fremtid. En utopisk og en dystopisk. Den utopiske er en uopnåelig perfekt stilstand, og den dystopiske er en fremtid, hvor de værste sider af vores nutid er udviklet til en grusom og ubrydelig tilstand. Hvilken vi forudser som mest realistisk, handler allermest om vores nutid.
Hvis du foretrækker at lytte, kan du klikke her og høre dette skriv.
<iframe src="https://embed.acast.com/6432d7bccc2bdf001112709d/648e01d45dcc4500110552a6?cover=false" frameBorder="0" width="100%" height="110px"></iframe>
Tag de to forfattere, der er kaldt fædrene til genren science fiction. Britiske H.G. Wells og franske Jules Verne. Wells ønskede at forandre sin samtid gennem historier, der blev fortalt i en mere eller mindre fjern fremtid, hvor han kunne bruge tidsspringet til at gøre de mulige konsekvenser af samfundet, systemet og selvopfattelsen tydelige.
Når der er et hierarkisk samfund, så er det muligt i en udvalgt fremtid at sætte noget over eliten og spørge, “Når man ikke længere er øverst i systemet, er det så stadig fedt med hierarki?”. Det var det, som socialisten H.G. Wells gjorde i War of the Worlds. Og da den pointe var hamret hjem, så samlede han menneskene som enhed og lod dem blive reddet af jordens bakterier, der slog de fjendtlige marsboere ihjel, men som mennesket havde levet så længe med, at de var blevet immune.
H.G. Wells var bevidst om, at science fiction var en mulighed for at flytte fortællingen et sted hen, hvor han kunne påvirke og udvide læserens begrebsverden, uden at det blev lektier eller lugtede for meget af ideologi.
Jules Verne var teknologi-optimist, han tog tankerne fra det mulige og omgjorde dem til det sandsynlige i hans romaner. Om det er at finde indgangen til jordens indre, rejse til månen, sejle under havets overflade eller komme rundt om jorden på 80 dage, så var han klar på at gennemresearche og udvikle en teknologisk og menneskelig mulig løsning, som han brugte mange sider og stor tålmodighed i hans bøger. Han havde stadig en mening om samfundet og de mennesker, der er i det - men fascinationen af det teknologiske og de muligheder som det bragte, kom først.
Det nye i science fiction var videnskaben. Fiktionen har vi altid elsket. Evnen til at forestille sig er dejlig om aftenen, når man skal underholdes ved lejrbålet eller fladskærmen, men fantasien er også en god overlevelsesfaktor, når det pusler i skovbunden.
Mary Shelley er kvinden bag selve definitionen på science fiction, som både Wells, Verne og alle fremtidige skrivere hviler på. Nemlig at krydsfeltet mellem videnskab og fiktion skaber historier, der ikke er sket, men faktisk kunne ske.
På den ene side er Mary Shelleys fortælling "Frankenstein eller den moderne Prometheus" om en videnskabsmand, der bliver så forelsket i sin videnskab, at han opfører sig, som var han større end livet - og må flygte fra resultatet. På den anden side er det en måde, at vise hvordan vi mennesker er grimme på indersiden, når vi møder nogen, der er anderledes på ydersiden. Monstret er ikke født eller skabt ondt, men bliver det i mødet med mennesket, som er ondt på grund af frygt.
Dermed også den tredje side. At bedre kunne se, forstå og acceptere vores ageren ved at projicere den til den nærmeste fremtid.
Thorkil Livrem
I 1737 blev Luigi Galvani født i Bologna i Italien. Med Europas ældste universitet, der stammer fra 1088, var det et glimrende sted at udvikle videnskabelige interesser og det gjorde Galvani. Som læge, biolog og filosof kastede han sig over bio-elektricitet. I et kryds mellem hans interesse for anatomi og tidens elektriske trend opdagede han noget, som ingen havde dokumenteret før. Noget der ville skabe mange søvnløse nætter og små mirakler.
Det er det, der er med fremtiden. Den er sjældent udelukkende det ene eller det andet. Nem eller kompliceret. Lys eller mørk. Den er lidt af det hele. Lad os lige tage en tangent, før vi fortsætter historien om Luigi Galvani.
Da jeg arbejdede for Instituttet for Fremtidsforskning, som specialist på reklame og medier, var en del af arbejdet at konstant researche og udvikle nye vinkler og samle dem i et to timers foredrag, der opsummerede de trends og megatrends, der dominerede mit område. Og ud fra de trends, udarbejde mulige scenarier.
Netop den løbende research og udvikling af scenarier er årsagen til at man kalder det fremtidsforskning, selvom det i sig selv er en form for selvmodsigelse. Typisk ville vi udvikle tre scenarier for hver tendens, nemlig det bedst tænkelige - utopien - det værst tænkelige - dystopien - og det mest sandsynlige, som oftest er en fremskrivning af det eksisterende, der tager hensyn til både vanens magt og eventuel disruption.
Instituttet for Fremtidsforskning blev etableret i 1970. En af de mest ivrige initiativtagere var den tidligere politiker Thorkil Kristensen, der var Venstres finansminister i Danmark i to perioder, dels fra 45 til 47 og igen fra 50 til 53. Ministerposten gav ham tilnavnet Thorkil Livrem, et navn han levede fuldt op til, da han senere forlod partiet Venstre, fordi de ville lave en aftale med Konservative, der inkluderede skattelettelser, som Thorkil ikke mente, der var råd til.
Thorkil gik fra dansk politik og videre til europæisk, hvor han i 1960 forandrede organisationen OEEC, som groft forsimplet var den organisation der havde forvaltet den amerikanske Marshall-hjælp til Europa på 12 milliarder dollars, til OECD, der er en samling af 38 lande, som udvikler økonomi og samhandel, mens de hviler på demokrati og markedsøkonomi, som ufravigelige principper.
Thorkil Kristensen var simpelthen et dansk hotshot, der holdt internationale topposter og bevægede sig i de mest komplicerede dele af international politik. Der findes et foto fra 20. februar 1961, hvor Hr. Kristensen holdt møde med den amerikanske præsident John F. Kennedy i det ovale kontor i Det Hvide Hus.
Syret nok var det sort/hvid-billede en så central del af fortællingen om Instituttet for Fremtidsforskning, at det var prominent med i mange af præsentationerne, der blev holdt. Ironisk nok, var der intet der solgte fremtiden så godt som fortiden. Et bevis på, at selv når det gælder det der skal ske, så kigger vi på hvordan det er gået før og tænker, at det er det mest sandsynlige, der vil ske igen.
45 år efter Thorkils møde og 20 år efter han havde forladt tænketanken, var det stadig det, der solgte billetter. Netop det billede lærte mig, at fremtiden ikke kun er et spejl af nutiden, men i særdeleshed knyttet til historien.
Hvorfor var det ikke Nokia, der opfandt iPhonen? Hvorfor var det ikke et tv-selskab, der opfandt Netflix? Og hvorfor kan Boeing ikke sende en rumkapsel med mennesker til Den Internationale Rumstation, når SpaceX kan?
Fordi langt de fleste virksomheder med lidt år på bagen, har deres udgave af et billede af Thorkil hængende, som låser dem i en fortid, der væsentligt indskrænker deres fremtid.
Det gælder forøvrigt også vi mennesker. I min daværende evige søgen efter nye ting at fortælle om fremtiden faldt jeg en dag over en video på Youtube. Videoens titel er “Kitchen of the Future” og er fra 1950ernes USA. En meget begejstret mandestemme ledsager billederne af fremtidens køkken, der bliver betjent af en kvinde. Det vilde ved videoen er dens evne til at forudse teknologier, der slet ikke findes på det tidspunkt. Vi ser et køkken, der er online og der betjenes håndfrit ved gestikulation.
Det bemærkelsesværdige er en sætning, der står i skærende kontrast til al denne fremsynethed. “Mor kommer til at føle sig som en magisk prinsesse med en tryllestav her. Vi får hende aldrig ud af det køkken”.
The mental load
I vores nutid, hvor vi har identificeret the mental load på kvinder i familier - at de i særlig grad føler, at de har ansvaret for alt det praktiske i hjemmet, fra planlægning, indkøb til oprydning og rengøring - handler det om ikke at ville forlade køkkenet, mere end ikke at kunne forlade køkkenet.
1950ernes utrolige evne til at se fremtidens muligheder i køkkenet, bliver fuldstændig overskygget af 1950ernes manglende evne til at se de skjulte sociale strukturer, som er vigtige at addressere og umulige at løse med teknologiske landvindinger. Beundringen er med tiden blevet til forundring. Uanset hvor mange mikrobølgeovne og online køleskabe vi installerer, ændrer det ikke på kvindernes kvælende fornemmelse af alene at have ansvaret for familiens velbefindende.
Mens 50er-manden tror, at det bedste han kan gøre for “mor” er at give hende et bedre køkken, så er hendes mål at blive mere end familiens slave, tjene sine egne penge, skabe sin egen karriere og dermed have muligheden for at forlade det fucking køkken for evigt.
Nå. Mens vi har været ude af denne 1950er-tangent, er der lagt op til noget af et drama 150 år tidligere.
Strøm på udviklingen
I 1791 har Luigi Galvani udgivet sit bevis på det, han kaldte bio-elektricitet. Han har forsket sammen med Lucia Galeazzi Galvani, som han var gift og havde et arbejdsfællesskab med. Sammen har de påvist, at elektricitet kan påvirke celler og nerver. Mest berømt ved et forsøg, hvor Lucia skaber strøm, der får en død frøs ben til at spjætte ved at påvirke nerverne til låret.
Luigi lægger navn til deres fælles videnskab. Lucia dør af astma. Luigi nægter at sværge sin ed til Napoleon, der har overtaget magten i Bologna og han dør året efter, i fattigdom og obskuritet.
Luigi Galvanis nevø Giovanni Aldini beslutter sig for at rejse onklens minde og fortsætter arbejdet. Men Giovanni har ikke kun en videnskab han vil bevise, han vil også skabe opmærksomhed om bio-elektricitet og det forstår han at gøre.
Mest berømt ved, hos Londons Royal College of Surgeons, at sætte strøm til liget af George Forster, som var blevet henrettet for dobbeltmord få timer tidligere.
Avisen The Times var tilstede d. 17. januar 1803 og rapporterede:
Ved den første påføring af processen i ansigtet, begyndte kæben på den afdøde forbryder at dirre, de tilstødende muskler var forfærdeligt forvredet, og det ene øje blev faktisk åbnet. I den efterfølgende del af processen blev højre hånd løftet og knyttet, og ben og lår blev sat i bevægelse.” Det lignede, at "manden var på tærsklen til at blive genoplivet ".
Demonstrationen vakte opsigt og blev samtaleemne på tværs af det britiske samfund. Naturligvis også blandt læger. Var elektriciteten vital eller var den bare et trylletrick? En af dem, der kastede sig langt ind i debatten, var lægen William Lawrence. Han mente ikke, at livet trængte til strøm for at blive forklaret. Han var forøvrigt læge for parret Mary og Percy, der tog i 1816 tog på ferie ved Genfersøen i Schweiz.
“Det viste sig at være en våd, frygtelig sommer", skrev Mary senere, "Uophørlig regn holdt os ofte inde i huset i dagevis."
For at underholde sig selv besluttede de, at de hver ville skrive en skrækhistorie. Mary kunne ikke få hul på sin, indtil en aften, hvor snakken om pejsen faldt på, hvad der definerer liv.
Den nat vendte og drejede hun sig i tilstanden mellem drøm og virkelighed, før hun resolut stod op og begyndte at skrive. Et tidspunkt, der er tillagt så meget vægt, at astronomen Donald Olson fra Texas State University i San Marcos, rejste med to kolleger og to studerende til samme villa i Schweiz i august 2010, for - ved månens hjælp - at definere hvornår idéen mere præcist var opstået. Ved at krydse Mary Shelleys dagbogsnotater, der beskriver månens lys, der kæmper for at nå ind mellem vinduets skodder til hendes værelse og månens kurver om jorden, skete det mellem 2.00 og 3.00, natten mellem d. 15 og 16 juni 1816. Derfor ved vi ret præcist hvornår den litterære genre science fiction blev født, det skete nemlig der.
To år senere udgav Mary Shelley resultatet af sine natlige skriverier, nemlig romanen “Frankenstein, eller den moderne Prometheus”.
Nu synes du måske at astronomen Donald Olson er lidt vild, at bruge så mange ressourcer på at tidsbestemme denne hændelse, men han er ikke den eneste, der kigger på himlen for svar.
Da den amerikanske astrofysiker Neil deGrasse Tyson så filmen Titanic, var han så stødt, at han skrev til filmens instruktør James Cameron. Neil deGrasse Tyson mente filmen vred historien på en måde, der ikke klædte den normalt meget perfektionistiske instruktør. Stjernerne på himlen over Rose, der ligger på resterne af en dør og lader sin elskede drukne, så han dermed kan redde hende, har på ingen måde stået, som de gjorde i biografudgaven.
Da Titanic udkom på DVD havde James Cameron fået tjekket sine stjernekort og nu stod stjernerne på himlen, som de havde gjort d. 15. april 1912 kl. 2.20 om natten.
Det er forskellen på fortid og fremtid. Den ene kan vi nidkært forsøge at genskabe så tæt på virkeligheden som muligt. Den anden kan vi skabe, efter det behov vi har lige nu, men vi kan aldrig være sikre på udfaldet.
Vi kan forsøge at løfte tæppet og se hvad der venter os. Gennem astrologi, religion og forudanelser kan vi prøver at lure skæbnen. Vi bruger også fremskrivninger, fordi vi historisk ved, at det vi har gjort og det vi gør, ofte giver et forudsigeligt resultat.
Men helt sikre kan vi ikke være.
Fremtiden er på sin vis en ret ny opfindelse. Da forandringer og udvikling begyndte at accelerere, sådan de skete hurtigere end en livstid, opstod idéen om at fremtiden ville være anderledes end nutiden for det enkelte menneske. Der var mere end kun skæbne og held på spil. Der var også en menneskeskabt udvikling og vækst, som over relativt få år er blevet grundstenen i vores nutid.
Måske er det derfor, at vi ikke har vænnet os til den endnu. Men det kunne jo også gå godt! Som min yngste datter sagde, da vi sad og talte en dag: "Fremtiden er alt det vi ikke har oplevet endnu".
Og det behøver jo ikke være skidt. Uanset om man tror på, at fremtiden er skæbne eller skabes.
Denne tekst er fra podcastserien Djævlens Værk,. Du kan finde den på foretrukne podcastplatform eller ved at klikke her.