Du har godt af konkurrencen
Lige så lidt, som du skal glæde dig over din konkurrents fiasko, skal du ærgre dig over deres succes.
Kender du fornemmelsen af at læse et opslag, som din konkurrent har lavet, hvor de fejrer en succes - og så mærker du følelsen af jalousi og ærgrelse?
Du burde have haft den kunde, du skulle have landet den opgave, du fortjener den kontrakt. Det er meget muligt, at du føler det sådan (og tro mig, jeg kan genkende den følelse), men måske var det en helt anden besked du skulle have.
“Du skal elske dine konkurrenter. De gør dig skarpe, fordi de viser dig, hvor du kan udvikle dig og blive bedre”, siger min gode ven Niels Krøjgaard - Din krop kan tale, uden du åbner munden. Han er en af Danmarks mest flittige foredragsholdere og det jeg elsker ved Niels oplæg er, at han skånselsløst bruger og udstiller egne fiaskoer og fejl. Men også hvad han har lært af dem.
Vi mødte hinanden på Instituttet for Fremtidsforskning, hvor vi - som sådan - var konkurrenter. Vi var begge associerede eksperter. Det vil sige, at vi ikke var ansat på månedsløn, men fik penge, når vi blev booket til opgaver og foredrag. I en sådan kultur kan der sagtens opstå en del spidse albuer. Men heldigvis så Niels nogle muligheder for at arbejde og udvikle sammen, så vi ikke var konkurrenter, men snarere brothers in arms.
Vi taler og udvikler stadig sammen. Niels lærer mig meget. Senest har han introduceret tilgivelsens magt for mig. Så længe man ikke har tilgivet og givet slip, så har den anden en magt over dig - uanset om de ved det eller ej.
Det sidste i verden du ønsker er, at dine konkurrenter har magt over dig. Derfor er det tid til at give slip. Se hvad de gør, godt som skidt, og lær af det. Hold øjnene på den bold, der ligger foran fødderne på dig. Det er den eneste du kan bestemme, hvor skal hen.
Rigtig godt nytår
Patrick